Første Nordiske Elektroteknikermøde i København 1920

— 68 — sie i Kristiania vaaren 1903 og de sidste i Ludwigshafen a/Rhein noget senere. Den principielle forskjel mellem de to systemer lig- ger i, at Birkeland-Eyde benytter elektromagnetisk utblæs- ning av lysbuen, hvorved denne sprer sig ut cirkelformig til begge sider av elektroderne og faar utseende av en flammeskive, mens ved Dr. Schönherr’s metode lysbuen blæses ut ved hjælp av en komprimert luftstrøm, hvor- ved der frembringes en skrueformig langstrakt lysbue, der for det menneskelige øie har utseende av en lyssøile. Flammen dannes i en Birkeland-Eyde-ovn (Fig. 1) ved at man med en elektromagnet, hvis akse er anbragt lodret paa elektrodeparrets akse og lodret paa flammerum- mets plan, blæser ut den elektriske gnist, der er tilveiebragt ved overslag mellem elektroderne. Fig. 1. Skematisk fremstilling av en Birkeland-Eyde ovn. Elektrodernes spidser møtes i en indbyrdes avstand av kun et par millimeter i ovnens centrum, der hvor det magnetiske kraftfelt har sin maximale tæthet. Efter del dynamoelektriske princip, hvorefter en bevægelig elektrisk strømleder et magnetfelt frembringer en bevægelse, vil gnisten der repræsenterer den bevægelige strømleder be- væge sig utover fra elektrodespidsene lodret paa de mag- netiske kraftlinjer med den bestræbelse, at omslutte det størst mulige antal av disse. Spændingsdifferancen mel- lem elektroderne i det øieblik den elektriske gnist forbin- der elektrodespidsene er omtrent lik 0, idet spændingen i den kun faa millimeter lange gnist har sit minimum. Den stiger imidlertid efterhvert som lysbuen vandrer utover elektroderne, og dens elektriske motstand tiltar med læng- den, indtil den naar sit maximum og brytes, mens en ny gnist springer over mellem elektrodespidsene, hvorpaa samme spil gjentar sig. Benytter man et likerettet magnetfelt og en veksel- strømsgnist vil lysbuen avvekslende slaa ut til den ene og den anden side av elektroderne med normalt et utslag pr. polveksel. Øker man magnetfeltets styrke i forhold til lysbuens strømstyrke og spændingsforholde, kan man faa dannet flere lysbuer i hver polveksel. I praksis øn- sker man dog kun en stor lysbue pr. polveksel, hvilket gir den største flammeskive samt byr tillike andre tek- nisk-praktiske fordele fremfor flere, mindre lysbuer |>i polveksel. Ved at benytte 50 perioders vekselstrøm faar man saaledes pr. sekund normalt dannet 50 lysbuer til den ene og 50 lysbuer til den anden side eller 6000 lysbuer pr. minut. Disse enkelte lysbuer kan øiet paa grund av deres hurtige bevægelse ikke opfatte hver for sig, hvorfor de for øiet tar utseende av en lysende flammeskive (Fig. 2) Fig. 2. Flammeskiver i en Birkeland-Eyde ovn. Benytter man sig imidlertid av et likerettet magnet- felt og en likestrømsgnist vil man faa dannet lysbuerne kun til den ene side av elektroderne, og flammen vil for øiet gi billedet av en halvcirkelformet skive. Det samme er tilfældet hvis man benytter vekselstrømmagnetisering og vekselstrømsgnist med strøm og spænding av samme periodetal og fase. Lysbuens strømstyrke reguleres ved hjælp av en in- duktionsspole, og fremgaar principet for en ovnskobling av Fig. 3, hvor G er den elektriske generator, I induktions- spolen og E ovnen med dens elektroder. 3: to -z -• & dkS-uÄtwkweo/pc Cl Fig. 3. Koblingsskema for en Birkeland-Eyde ovn. Den spænding der benyttes paa ovn -f~ induktions- spole ved Birkeland-Eyde’s ovne er 4 500 å 5 000 volt, og man faar ved denne spænding og en energimængde paa 3 800 å 4 000 kW. en flammeskive paa ca. 2 meters dia- meter. For Birkeland-Eyde’s system kan man tilnærmet op- stille det i Fig 4 viste diagram for spændingsforholdene under drift, idet man tænker sig kurverne som sinusför- mige.