Første Nordiske Elektroteknikermøde i København 1920

— 69 — Lysbuen sees at gi en effektfaktor i likhet med en kondensator og motsat den faseforskyvning induktions- spolen gir. Den medvirker saaledes til en bedring av hele systemets effektfaktor. Ved Birkeland-Eyde’s system kan man derfor opnaa en for elektriske lysbueovne særlig gunstig effektfaktor, idet denne i praksis ligger mellem 0,7 og 0,8. Fig. 4. Spændingsdiagram for en Birkeland-Eyde tlamme. OA: Flammespænding. OB: Fasespænding. AB: Induktionsspolespænding. Fig. 5. Oscillogram for strøm og spænding i en Birkeland- Eyde ovn. 1. Strømkurve. 2. Spændingskurve. Ovnens spændings- og strømkurve sees av det i Fig. 5 viste oscillogram. Strøinkurven sees at være næsten sinusförmig. Spændingskurven viser en spændingsspids i det øieblik den ene lysbue brytes og den næste starter, likesom spændingens momentanværdi sees at stige efter- som lysbuen vandrer fra elektrodespidserne ut over elek- troderne. Den elektriske ovn av BirkelandEyde’s system be- staar i sine hoveddele av et par kraftige elektromagneter, en ildfast utmuret staalring, indeholdende flammerum, luftfordelingsrum, gasuttag og elektrodeføringer (Fig. 1). Magneterne er utført av bedste sort blødt magnet- staal, og er forsynet med polsko ind mot ovnens cen- trum, hvilke er konstruert saaledes, at magnetfeltet gis en for flammedannelsen særlig gunstig form. Den staalring, der danner ovnens største og centrale del, indeholder ov- nens ildfast utmurede Hammerum, og radielt ind fra begge sider mot dettes centrum stikker elektroderne, der bestaar av vandkjølede kobberrør, fæstet utenfor ovnsringen til de elektrisk isolerte elektrodeføringer. Ved hjælp av disse kan man under drift bevæge elektrodespidsene inde i ov- nen saavel op som ned, til begge sider, samt skyve dem sammen eller trække dem fra hinanden, idet man kan kon- trollere bevægelsen gjennem 2 i ovnsringen anbragte kon- trolvinduer. Gjennem flammerumniets idlfaste sidemure sker luft- tilførselen til flammen, idet murene paa begge sider er forsynet med en række huller, fordelt over murflaten. Omkring flammeperiferien ligger gasavløpskanalen, hvortil gasen strømmer radielt ut fra flammerummet, og fra gasavløpskanalen ledes den gjennem et eller flere samlerør ut av ovnen og over i det rørsystem, der trans- porterer den videre til de apparater, hvor den avkjøles — dampkjeler og kjøleanlæg — og bearbeides til salpeter- syre — absorbtionssystemet. Det første forsøk med en elektrisk lysbueovn av Birkeland-Eyde’s princip blev gjort i juni 1903. Fig. 6. Den første forsøksovn for 5 kilowatt, aar 1903. Den første ovn (Fig. 6) var bygget av kobberplater, indvendig isoleret med naturglimmer og asbestplater. Stør- relsen var ca. 20 X 30 cm og bredden kun nogen faa cen- timeter. Dens magnetsystem bestod av en hesteskomagnet av ca. 10 cm. godsdiameter, og elektroderne var utført av 2 flathamrede kobberrør, der tillike dannet ovnens luft- tilførsel. Den fremstillede gas blev tat ut gjennem et rør øverst og et nederst i ovnen. Ovnen optok en energi- mængde paa 3 å 5 kW. Allerede et par maaneder senere — i august samme aar — var den næste ovnskonstruktion for en energi- mængde paa 30 kW færdig til prøve (Fig. 7). Fig. 7. Forsøksovne for 5 kilowatt og 30 kilowatt, aar 1903. I løpet av høsten og vinteren 1903/04 utførtes 3 nye og større ovnskonstruktioner, hvorved energimængden økedes til 60, 80 og 100 kW. (Fig. 8).