Beretning om det ndet danske Industrimøde i Odense
Den 20de-25de September 1858

6 Fsrste Mode. Mandagen den 20de September 1858, Kl. IL Direktem Hellmann (Kjobenhavn): Det et blevet mig tildeel, at flulle byde de Herrer Deeltagere i det andet danske IndUstrimode velkommen og at erklære dette Mode for aabnet. Saa behageligt og let dette mit hæderlige Hverv paa den ene Side falder mig, saameget foler jeg paa den anden Side Vanskeligheden ved, fyldeftgjorende at lose ben mig stillede Opgave. Og hvorfor? Fordi Stoffet er saa overvældende, forbi Diet intetsteds dvæler Uden at fole Tidens Uhyre Fremflridt, Tanken intetsteds kan rettes mod Fremtiden, uben at fole, hvormeget den nærmeste Fortid har bragt, hvor stærkt Cultmens Pulsslag har gjennemstrsmmet Nutiden. Skulde de Mdre mistænksomme yttre Tvivl om, hvorvidt virkelig vor Tid er streben forholdsviis raskere frem end en tidligere Tid, flnlde de heri see den sædvanlige menneskelige Tro paa fin Tids Fortræffelighed fremfor enhver anden, da mener jeg det vil være rettest — paa det at vi maae overbevises om Længden af den tilbage- lagte Bei — at see os om, see tilbage paa de vnndne Resultater og sammenligne den Hastighed, hvormed de have naaet deres Ud- vikling, med den, Fortidens (Mur har vidst at gjore sig gjaldende. Di Rntidens Born, der efterhaanden have oplevet alle de enkelte Fremflridt, der have feet, hvorledes hvert enkelt har Udviklet sig, og saa at sige nodvendiggjort det folgende, ere fun altfor til- bøjelige til, enten slet ikke at bemærke eller ialtfald unbermirbere Forholdenes fuldstændige Omdannelse; vi finde Alt mere eller mindre naturligt, ihvor unaturligt man end for et halvt AarhUndrede vilde have fundet det, fordi Omflabelsen, hvor hastig den end er skeet, dog er foregaaet Skridt for Skridt ligefor vore Dine, fordi vi allerede faa stærkt have indlevet os i det Bestaaende, saa hnrtigt vænnet os til og gjort os fortrolige med det Storartede. Kun naar vi skne tilbage, ere vi derfor istand til at klare Blikket. Paa Cillturhistoriens Vandring træder snart denne Deel af det Hele stærkere frem, snart hiin, og de tilbageblivende Dele synes ofte ganske at hvile. Folger man en enkelt Videnskab eller Konst, vil man opdage en oiensynlig Stillestaaen, og, da hver Stilstand er Tilbagegang, ogsaa med Hensyn til denne Videnskab eller Konst med Rette knnne tale om Tilbagegang. Men skuer man ub over det Hele, da vil man finde, at samtidig med den nævnte Stilstand