Beretning om det ndet danske Industrimøde i Odense
Den 20de-25de September 1858

ere andre Videnskaber eller Konster ilede langt fornb. For disse var altsaa hiin Tid en Fremgangens Tid, og da Alt, hvad der fremmer det Enkelte, tidligere eller senere ogsaa maa bidrage til det Heles Nytte, vil der ogsaa for den tilbageblevne Konst og Videnskab komme den Dag, da de, benyttende deres Samtids vtlndne Erfaringer og Fordele, med stærke Vingeflag ile ester, indtil de, nys de sidste, blive de forste. Den gamle Sætning: den lige Bei er den bedste, gjælder ei i CUlturhistonen. Her er det omvendt; vare Alle blevne paa den lige Vei, vilde Alt, hvad der laa ved Siden, være blevet fljUlt for vort Blik. Tillykke gaae vi ofte paa Afveie, nden dog derfor at gaae feil; thi netop Udfliigterne til Siden gjore os bekjendte med det samlede Terrain, der ligger mellem os og vort Maal. Hvilke ere da disse mægtige CilltUrens Loftestænger, hvilke disse Magter, hvis Værker formeentlig ere faa store og omvæltende, hvis Resultater faa Uberegnelige; det erVidenskab og Association. Ikke at vi ville benægte Videnskabens Existents i Fortiden, at vi ville Underkjende Nlltidens Forpligtelse til Fortiden i saa Henseende, eller i Eet og Alt stille vor Tid over hiin; tvertimod, hvad an- gaaer plastisk Konst, Poesi og Musik, staae visselig vi tilbage for Forfædrene; men ingensinde for er Videnskaben i hoiere Grad gaaet over i Livet, ingensinde have de Lærde viist sig mere practiske eller med mindre Fornemhed truffet sig tilbage fra det borgerlige Livs Sysler, og ingensinde har Forretningsmanden viist en ringere Foragt for de Lærdes Anskuelser i Sager, hvor Theori o'g Praxis skulle gaae Haand i Haand med hinanden end netop nu. Viden- flaben er jo Aandens Seir, med Erkjendelsens Ubestikkelighed ganer den videre Skridt for Skridt, den vil Intet og seer Intet Uden Sandheden, der ikke lader sig blænde af noget Fonidgivel, men holder sig fri for enhver fremmed Paavirkning, den gjor ikke noget Særligt til mere end det er, og erklærer Intet for ^be- grundet, hvor Grundene ikke Uomstødelig knnne paavises. Viden- skaben er i denne Forstand ikke eet Menneskes Værk, ikke een Tids eller een Nations Værk, men hele den menneskelige Forskeraands Vcerk; til Videnskaben kan hver samvittighedsfuld Fagarbeider levere sit Bidrag, der da vil finde sin rette Plads i det Hele, thi Viden- flabens Ideal er netop et Hele af Erkjendelser. Og sandelig et Aarti af vor Tid har ydet mere end noget forildgaaende heelt Aar- hUNdrede med Hensyn til Chemiens, Physikens og Technikens Erfaringer i videnskabelig Retning. Foruden den Mængde nye