Beretning om det ndet danske Industrimøde i Odense
Den 20de-25de September 1858

35 man antager at have samlet en tilstrækkelig Mængde Materiale til Negernes Beskæftigelse i Regntiden. Erfaring har godtgjort, at hver Gu bif fob af den opgravede Masse indeholder omtrent ligemange Diamanter hvert Aar, et Forhold, der letter Overflaget betydeligt. Det hændes imidlertid dog ogsaa, at man Undertiden floder paa „Cascalho", der er Usædvanlig righoldig, men dette horer dog til Sjeldenhederne. Ved Regntidens Indtrædelse begynde Arbejderne i Vadskehnsene, lange Bygninger, i hvilke Trætruge, saakaldte „Ca- noes", ere opstillede i Rækker, og hvor et System af Isender og Ror fore en Vandstrøm til hvert Trug. Den arbejdende Reger bringer omtrent et halvhUndrede Pand „Cascalho" i Truget, leder Vand- strommen deri, rorer Massen om og vedbliver Slemningen, indtil alt Dynd er bortfort, og Vandet lober aldeles klart af. Det tilba- geblivende GrnUs bliver nu taget Ud med Hænderne og nndersogt oinhyggeligt; naar en Neger finder en Diamant, reiser han sig op og giver et Signal, hvorpaa Opsynsmanden modtager hans Fund og lægger det i en med Vand fyldt Skaal, der hænger midt i Hil- set. Om Aftenen overleveres alle de fundne Diamanter til Over- opsynsmanden, der indforer deres samlede Vægt i en Bog. Store Diamanter cre yderst sjeldne. Man har beregnet, at der iblandt 1OOOO sjkldent sindes flere end een, der veier 20 Karat, me- dens de 8000 af dem maaskee veie langt Under eet Karat hoer. Vægtbenævnelsen Karat ved Wdelstenene kommer egentlig af Kuara, en africanst Benævnelse for Frøene af Abrus precatorius. Disse Fro cre de almindelig bekjcndte smaa rode Kjerner med en sort Plet i den ene Ende, som ofte hjembringes fra Troperne af Sofolk, og som i Africa og Indien brnges som Pægteenhed; i Indien kal- des de Rati. Disse Fro have naturligviis en meget forskjcllig Vægt, faa at man intet noiagtigt Begreb faacr om Wdelstenenes Vægt ef- ter denne Beiningsmethode. Det europæiske Karat som Wdelstcens- vægt. Ler ikke maa forvexles med Benævnelsen Karat som Bestem- melse for Gilldgehaltet af Gllldlegeringer, er paa det nærmeste */8 Quintin eller 31/3 Gran. I de nævnte Badskerier ved Iegnitinhonha-Floden sinder man sjeldent mere end 2-3 Stene om Aaret, der veie fra 17—20Karat Stykket, og i samtlige Brasiliens Badskerier fandt man i Lobet af 2 Aar kun een Woelstecn af 30 Karats Vægt. I Aaret 1851 fandt man ved Patrocinha-Flodens Kilde i Provindsen Minas-Geraks en Mdelsteen af 1203/g Karats Vægt, senere ved Rio das Belhas een paa 107 Karat og en anden ved Chapada paa 87‘/a Karat. Den (3e)