Beretning om det ndet danske Industrimøde i Odense
Den 20de-25de September 1858

47 fine taalmodige Lastdragere, der maa forsyne den med de Raa- materialer, den bruger, og siden flæbe dem bort i forædlet Skikkelse til nære og fjerne Consumenter. Men Dampen, hvorledes Udvikle vi den? Derpaa er Svaret let, altid ved Kulstoffets og det ledsagende Brints Forbrænding; enten vi som Brændemateriale Under vore Dampkjedler bruge Stem- kul eller Trækul, Brænde eller Torv, i alle Tilfælde er det Brænde- materialets Kulstof og Brint, som ved Optagelse af Lnstens Ilt, under Dannelsen af Kulsyre og Vand udvikler den Varme, der frigjor Dampen. I Brænde, Torv og BtUUnknl sindes forriden Knlstoffet ikke Ubetydelig Mængde Brint, der altsaa virksomt deeltager i Varme- udviklingen, men i den for nævnte Anthracit, der navnlig i Amerika bruges meget som Brændsel endog til HUUsholdningsbrng, naglet den just ikke er let at antænde, findes slet ingen Brint, og i vore sæd- vanlige Dampskibs- og Smedeknl kun Ubetydelige Qvantiteter; altsaa hidrore Steenkllllenes Darmeildvikling fim fra Knlstoffets Forbræn- ding; i ethvert Tilfælde beroer den ved et Brændeinaleriale Udviklede Barme ene og alene paa den Iltmængde, det fortærer Udefra, og det er forsaavidt ganske ligegyldigt, om Ilten fortæres afKulstof eller Brint; enhver i selve Brændematerialet indeholdt Zltmængde ligesom ogsaa hygroskopisk Fligtighed er derimod absolut skadelig, og Varmemængden, som Udvikles, bliver netop saameget mindre, som den indeholdte Ilt- mængde repræsenterer. Da Steenkullene imidlertid paa lidt nær erc reent Äulitof, saagobtfom ingen Ilt indeholde, og de heller ikke erc modtagelige for hygroskopisk Fngtighed, som vore andre Brændselsmaterialer, ere de det fordeelagtigste Brændsel, som vi kunne anvende, og de blive derfor forbrugte i uhyre Masser. Hvis Natnren ikke havde gjemt store Perioders Ktilstofmasser i sit Jndre, og vi saaledes ikke havde Stecnklil, men ene vare henviste til Brænde og Torv, vilde snart Jordklodens Skove blive ryddede og Torvemoserne opfkaarne, Brænd- selet vilde fordyres i en uhyre Grad og efterhaanden ganske flippe. At der Under saadanne Omstændigheder ikke vilde kunne tænkes paa at benytte Dampmaskiner i den Udstrækning som nu, er let forstaae- ligt, og det indUstrielle Liv, som nu ved Kulstoffets eller rettere ved Steenkllllenes Hjælp er vakt, vilde aldrig være fremtraadt. Uagtet SteenkUllene saaledes maae betragtes som den rigeste Varmekilde til Menneskets Brug, maa man dog ikke Undervnrdere de meget betydelige Knlstofmængder, som de levende Planter byde os. Brænde og Torv ere imidlertid, som alt nævnt, meget tilboielige til at tilbageholde Filgtighed, og, hvad vi kalde tort Brænde inde-