Moderne Fremgangsmaader Ved Rensning Af Drikkevand
FOREDRAG HOLDT I DANSK INGENIØRFORENINGS HYGIEJNISK- TEKNISKE SEKTION DEN 17. OKTOBER 1917

10 - førelsen af et saa stort Projekt tager lang Tid. I Oklober 1915 havde man udført et Forsøgsfilteranlæg for Ladoga Vandet med Forfiltre, hvori Filtreringshastigheden var 3 m i Timen, i Forbindelse med aabne Sandflltre; og i Mel- lemtiden, allerede i 1913, indførtes Klorkalkbehandling af Vandet ved Spalernaja Værket i Forbindelse med Alumi- niumisulfat-Uidfældning, medens Siandfiltrene hier omdanne- des til1 hurtigtvirkende Filtre. Dette førte til, at der o,p- naaedes udmærkede bakteriologiske Resultater, og det er betegnenide, at Tyfusttødeligheden faldt betydeligt i Pe- trograd i 1914. Fig. 6. Robert’s »Leeds Elektrolyser«. Frit Klor steriliserer paa samme Maade som Ozon ved Afgivelse af fri Ilt (in statu niasoendi), dier vir- ker stærkt bakteriedræbende.1) Jo færre organiske Stoffer der er til Stede i Vandel, des mindre frit Klor kræves der til dets Sterilisering, og man opnaar derfor den mest øko- nomiske Drift ved al have Vandet saa rent som muligt før ^Steriliseringen. Del frie Klor tilføres Vandet: a) som Kalciiumhypoklorit ved en Klorkialkopløsning, b) som Natriiimhypoklorit, i Regelen frembragt ad elek- trisk Vej, eller c) i Form af Klorgas. Det frie Klor har en særlig dræbende Virkning paa patogene Organismer og liisæt les Vandet i saa ubetyde- lige Kvantiteter, al der ikke sker nogen væsentlig For- andring i Vandets kemiske Besk all'en hed, saaledes al del 1) Denne er den hidtil accepterede Teori. Undersøgelser i den allersidste Tid giver imidlertid Anledning til at tro, al Klorets kimdræbende Virkning skyldes definitive toxiske Egenskaber. ikke paa nogen Maade virker sundhedsforstyrrende og ikke skader Pumper, Ledninger, Kedler o. 1. Klor kalk er blevet anvendt i betydelig større Ud- strækning end Niatriumhypoklorit eller iKlorgas. Opløs- ningen tilføres — nøjagtigt afmaalt — Vandet (i Regelen ca. 1 mg pr. Liter) ved specielle Blandings- og Tilsæt- ningsapparater, i en Mængde proportional med den va- rierende Vandmængde, og man sørger for en Sterilise- ringsperiode, hvorunder Opløsningen udøver sin kimdræ- bende Virkning. Klorkialk-Tilsætningsapparaterne er forskellige, efter- som Opløsningen skal tilsættes Vandet ved Gravitation eller under Tryk. I førstnævnte Tilfælde føres den til- beredte Klorkalkopløsning til en Beholder, som staar i Forbindelse med en Reguleringsbeholder med Svømme- ventil, ved Hjælp af hvilken man opnaar en konstant Trykhøjde paa Tilsælningsregulatoren, som kan indstil- les til at afgive en forud bestemt Mængde Kloropløsning. Skal Opløsningen tilsættes under Tryk, ledes det til Ste- rilisering udsete Vand gennem el Venturi-Rør, og Tryk- variationerne fra det le Rør, der jo svinger med Vand- mængden, overføres til Kloropløsningsbeholderen, hvor- ved en større eller mindre Mængde Opløsning tilføres Vandet nøjagtigt i Forhold til Vandmængden. (Se Fiig. 5.) N a t riumh y p okl o r i t fremstilles i Regelen paa Stedet af Kogsalt ad eleklrolytisk Vej. Et ganske enkeli Apparat hertil er Robert s »Leeds Eleklrolyser« (Fig. 6), der b'østaar af et Porcelænskiar med Elektroder, som Salt- lagen løber igennem og forlader som Niatriumhypokloriit, der samles i Balloner færdig til Brug. Del er en Fordel, at Steriliseringsmidlet produceres, efter,haanden som der er Brug for det; men Erfaringen har vist, at Natriumhypo- kloril er noget mere aggressiv over for Rør og Apparater end Klorkalk. G. A. Johnson anfører, at eleklrolytisk Natriiimhypoklorit bør stille sig billigere end Klorkalk, saa snart KW.-Prisen ikke overstiger 51/2 Øre, og man har Kogsalt til en Pris af 8 Øre pr. kg; men jeg ved ikke, til hvilken Pris han har sin Klorkalk. Kl or gas fremstilles af renset Klor, tørret og kom- primeret i Staalflasker, der i Regelen rummer ca.'45 kg. Der har vist sig temmelig store Vanskeligheder ved Frem- skaffelsen af et Apparat, der er i Stand til at regulere Klorgassens Tilførsel til Vandet paa en tilfredsstillende Maade. For Anlæg af Mellemstørrelse, der almindelig- vis vil forekomme luncler skandinaviske Fonhold, hvor Kontrollen ikke udføres af en Kemiker eller særlig fag- lært, synes der at være noget mere haandgribeligt og let- fatteligt for Tilsynel i Tilsætning af en Klorkalkopløsning end iaf Klorgas, og denne sidste er dyrene at fremskaffe end Klorkalk, medmindre man har meget billig elektrisk Kraft til Disposition. Det har vist sig i Praksis, al der i den daglige Drift skal tilsættes Vandel el Overskud af frit Klor, for at man kan være paa den sikre Side med Hensyn til Smittekime- nes Udryddelse, og enten Kloret tilsættes i Form af Klor- gas, Niatriumlhypokliorit eller Klorkalk, bør en Afklo- r i n g finde Sted, hvis man vil udelukke al Risiko for Af- smag eller Lugt ved det behandlede Vand. Afkloring kan foretages paa 2 Maader, enten ved at neutralisere et evenluell Overskud af frit Klor ved al tilsætte Natrium sulfit eller Natriumtiosulfat eller ved at filtrere Vandet gennem en Filtreringsmasse, der har den samme Afkloringsvirkning. Sidstnævnte Maade er mere