Beretning Om Den Tekniske Og Hygiejniske Kongres I Kjøbenhavn
Den 24.-27. Juni 1903

111 SEKTION III I den nævnte Anledning paaviste jeg allerede i Juli 1901, at naar man omgav hver Leder for sig med et Jernlag, steg Selvinduktionen for Dobbclllcdningen til henimod det dobbelte af Enkeltleder-Selvinduktionen, medens Dobbeltledningsselvinduktionen for en ubeklædt Leder cr mindre end Enkeltledersclvinduktionen, samt at det var af særlig Vigtighed, at det magnetiske Kreds- løb — i Modsætning til tidligere tyske Forsøg — luk- kedes, saa at Magnetiseringen forøgedes stærkt. For ikke at forøge den fornødne Guttaperka- mængde for stærkt, nøjedes man ved Helsingør-Kablet med cn Jcrntykkelse af 0,2 mm., og efter Forslag af P. O. Pedersen lagdes Jernet om, ikke som et Baand, men som et tæt vundet Lag af fin, blød Jerntraad,’ hvorved dels opnaaedes en absolut større Permeabilitet paa langs af Beviklingstraaden, dels at denne blev mcie vinkelret paa Hovedlederen, hvilket jo cr For- maalet. Det viste sig ved Maalinger, som jeg i Juli 1901 udførte ved Würzburg Universitet, at Selvinduk- tionen med denne Traadbevikling for en 2 mm. Kobber- leder blev 81 °/0 større end med Jernbaandsbevikling al lidt større Vægt. Ved en tilsvarende Sammenligning al Traade med andre Dimensioner fandt Breisig senere, at Traadbeviklinger gav ca. 50 % mere Selvinduktion end Jernbaandet. Ved Konstruktionen af Fehmarn-Lolland-Kablet, hvor Kobberledcrcn jo gjordes af 7 X 1,35 mm., tog man ogsaa en tilsvarende tykkere Jerntraad, nemlig 0,3 mm., hvorved opnaaedes den samme Selvinduktions- koefficient som ved Helsingørkablet, nemlig 0,0027 Henry pi. km. pr. Leder. Til dette Kabel anvendtes som Isolation ikke Guttaperka, men 15—1(5 Lag tætviklel impiægneret Papir, hvorved den indbyrdes Jævnstrøms- Kapacitet pr. Leder trods den tykke Leder bragtes ned til 0,162 Mikrofarad pr. km.; et Guttaperkakabel med denne Kapacitet vilde vistnok have kostet det dobbelte. Skønt den imprægnerede Papirbevikling vistnok er ligesaa modstandsdygtig mod Fugtighed som Gutta- perka, har man for Sikkerheds Skyld omgivet de 4 Ledere med 2 Blycylindre udenom hinanden, og derom har man igen som sædvanlig snoet svære Jerntraade; disse er dog ikke som i alle ældre Kabler af Rundjern, men af Jerntraade med trapezformet Tværsnit, for det tyske Kystkabels Vedkommende med et yderligere Lag af Fa^onjern. Det nævnte Trapezjern (eller det dyrere lavonjern), der er Fellen & Guillaumes Specialitet, be- tegner ct stort Fremskridt i Kabelteknikken, idet det er umiddelbart indlysende, at der derved opnaas baade bedre Tæthed og en Styrke mod ydre Tryk, som gan- ske savnes ved den gamle Konstruktion, uden at der tabes noget i Længdestyrken. Og samtidig bliver Af- vikling og Paavikling af Jernlaget ved Reparationer langt bekvemmere og rationellere. Den nye Armering forholder sig til den gamle omtrent som et Stik over ct Vindue af Kilesten til et Stik af runde Sten, hvilket selv enhver Ikke-Teoretiker vil indrømme cr en Umulighed. Det ses saaledes, at ved delte nye Kabel er hver enkelt Del, Leder, Isolation, Armering, gennemtænkt for konstrueret saa rationelt som muligt uden Hen- syn til de forældede Traditioner fra forrige Aar- hundredes Midte. Dette Resultat skyldes et Samarbejde mellem det tyske og det danske Telegrafvæsen. Jern- traadsbespindingen om Lederen skyldes dansk Initiativ, de øvrige Forbedringer tysk. Det tyske Telegrafvæsen har forøvrigt endnu efter Fehmarn-Kablets Nedlægning nedlagt ct 33 km. langt Telefonkabel af samme Type ; ved Borkum, kun med Luftruinsisolation i Stedet for impiægneret Papir, altsaa en endnu lavere Kapacitet. Man har med Hensyn til den omtalte Jernbevikling gjort gældende, at man derved forøgede Kapaciteten ■ stærkt, saa at hvad der vandtes i Selvinduktion, tabtes ' i Kapacitet. Delte er ikke rigligt. Det vil sige: 1 paciteten for Jævnstrøm bliver storre efter det bekendte logaritmiske Forhold, men da man ved Tclefonerin alene har med Vekselstrømme at gore, cr det Kapaci- teten overfor disse Strømme, man skal betragte, og den synker i Følge Maalinger af Dr. Breisig tværtimod ved Anvendelsen af Jerntraadsbcvikling. For Fchmarnkablct fandt han cn gensidig Jævnstrøms-Kapacitet, der varierer saaledes: p = 2n . 71Ü p = 2n . 1 101 p = 2n . 1461 Uden Jernlaget Tykkelse, som der samme Leder have en Vekselstrøms-Kapacitet, der er altsaa 0,147; stegen, men snarere er sunken, ved at Jernet lægges om. En anden mere berettiget Anke imod Traadbevik- lingen er, at Lederens virksomme Modstand forøges stærkt, særlig for de høje Toner. For at belyse dette Spørgsmaal har den danske Statstelegraf ladet udføre nogle Rækker Maalinger af forskellige Ledningstyper dels af Physikalische-Technische Reichsanstalt i Char- lottenburg, dels af Dr. Breisig. Det har da vist sig, at med samme Kobberdimensioner men voksende Tykkelse af Jerntraadsbeviklinger vokser Selvinduktionen til- nærmelsesvis proportionalt med Jernlaget for Jerntraade indtil 0,5 mm. (saaledes som Walsøe har vist teoretisk), men samtidig vokser den virksomme Modstand saa stærkt, at man for 7 x 1,35 mm. Kobbcrleder netop har Minimum af Dæmpning (bedste Kabel) med 0,3 mm. Jerntraad, stærkere Dæmpning baade for tykkere og tyndere Jerntraad. Det skulde saaledes være umuligt ved et tykkere (eller ved flere) Jernlag at faa ct endnu bedre Resultat. Dette gælder dog navnlig Kabler med Blykappe, thi Dr. Breisig har vist, at den forøgede Modstand væsentlig skyldes denne, formentlig cn Art Foucaultske Virkninger. Og gik man til Konstruktioner uden Blykappe f. Eks. med Gutta-Gentzsch, vilde Kablet blive altfor dyrt, naar samme lave Kapacitet ønskedes. Det er derfor heldigt, at der cr fremkommet endnu en tredje Maadc at skaffe Selvinduktion paa, som saa at sige kan give ubegrænsede Virkninger. Det cr den nye Metode, som er opfundet af den kroatisk fødte Professor Papin i New York. Lige saa længe man overhovedet har kunnet tele- fonere, har der rundt omkring været gjort utallige For- søg paa ved Indskydning af Ruller, Transformatorer eller lign, at forstærke Virkningen af Telefonkabler eller andre 1 elefonledninger. Det har altsanimen været Forsøg paa at løse Opgaven ad rent eksperimental Vej, men da der indtil Dato desværre hverken fra Fysik- ernes eller fra Teknikernes Side er fremkommet nogen rationel og praktisk Metode til Maaling af den tele- fonisk overførte Lydstyrke, har alle Forsøgene nød- vendigvis været famlende og derfor værdiløse. Men da for 6—7 Aar siden Heavisides videnskabelige Arbejde om Vekselstrømme, deriblandt Dæmpningsformlen, blev almindelig bekendt, indsos man overalt, at det, som det gjaldt om at skaffe til Modvægt mod den ensformig fordelte Kapacitet, var en ensformig fordelt Selvinduk- tion. Det lykkedes imidlertid Professor Pupin ved Hjælp af visse Simplifikationer i Formlerne at godt- gøre, at cn ensformig fordelt Selvinduktion kan erstattes af den samme Selvinduktion punktförmig fordelt, naar blot Afstanden mellem de indskudte Selvinduktionskilder var en vis Brøkdel af vedkommende Tones Bølgebredde. Da imidlertid Talen er sammensat af Toner med højst variable Bølgebredder, nøjes man med at udregne en vis Grænseværdi for Afstanden mellem Selvinduktions- cw cw cw = 0,149 Mf (anden Aflæsn.; 0,1 38) = 0,148 - = 0,146 - og med et Papirlag af samme var udenom Jcrnlagct, vikle den haft cn Jævnstrøms- og da ogsaa In 4 t——- Gange 0,162 Mf, ln 4,6 det ses altsaa, at Kapaciteten ikke cr iui ziisianuen mei Ka- j kilderne, som ikke maa overskrides.