Beretning Om Den Tekniske Og Hygiejniske Kongres I Kjøbenhavn
Den 24.-27. Juni 1903

254 SEKTIONSMODER Meningen selvfølgelig ikke været den at fordre cn fyl- dig Redegørelse for den moderne Hygiejnes Krav til Bygninger af denne Art. Om det Tema er der skrevet og kan der skrives Biblioteker fulde. Opgaven, som jeg har opfattet den, kan formentlig kun være at give et løseligt Resumé af Nutidens hygiejniske Grundprin- cipper for Hospitalsbygning og specielt af de Grund- principper, der har været ledende ved Opførelsen af det nye Frederiksberg Hospital, som vi i Dag er ind- budne til at se. — De Tider cr jo endnu i Mands Minde, da man i et Hospital kun saa en Bygning, der var bestemt til at give de syge det nødtørftige Husly, medens de i øvrigt behandledes paa medicinsk eller kirurgisk Vis. Vor Tid har en anden Opfattelse af Hospitalets Funktion, cn Opfattelse, der for Besten alt cr formuleret af Leroy for 126 Aar siden: »L’hopital est unc veritable machine ä traitor des malades«. Selve Hospitalet i sin Egenskab af den hygiejniske Bygning xar' cr Helbredelses- middel. Som den typisk hygiejniske Bygning stiller Hospi- talet samme elementære Sundhedskrav som det alminde- lige Vaaningshus, men rigtignok førte ud i en yderlig Konsekvens. Og disse hygiejniske Hovedfordringer er: Hen Luft, Lys og Solskin, Renlighed, nærniere præciseret som Støvfri lied, passende Varme, Ro. Naar Hospitalet stiller yderliggaaende Krav til nævnte Goder, da cr Grunden den, at dets hygiejniske Opgave cr dobbelt, har baade en negativ og en positiv Side. Den første, absolute Fordring til et Hospital cr, at det ikke maa gøre Skade. Fordringen lyder banalt; men selv den Dag i Dag cr den vel værd at holde sig stadigt for Øje. Den Patient, som Hospitalet har i sin Varetægt, maa ikke udsættes for at faa sin Sygdom for- værret ved Hospitalets hygiejniske Brøst; men fremfor alt maa han beskyttes mod at blive paaført cn ny Sygdom. Ethvert større Hospital betyder nødvendigvis en saa uhyre Ophobning af Smittestof af forskellig Art, at Faren for Smitteoverførsel fra Patient til anden stedse cr overhængende. Vi ved nutildags, at Smittestoirerne cr korpuskulære; men vi ved heldigvis ogsaa, at de fjernes ved Renlighed, fortyndes i Luften, svækkes og dræbes af Lyset. Paa den anden Side har Hospitalet den positivt hygiejniske Opgave al byde den syge Organisme de gunstigst mulige Vilkaar til at overvinde Sygdomspro- cessen, den, der saa ofte er fremkaldt ved hygiejniske Forsømmelser og Mangler. Hvad Luft og Lys i saa Henseende formaar, viser Resultaterne af den moderne Tuberkulosebehandling os jo noksom. Som det ved denne Lejlighed nærliggende Paradigma paa cl Hospitalsanlæg vil jeg lage det store, almindelige, permanente Hospital med sine forskellige Servicer. Jeg vil se bort Ira de provisoriske Hospitaler, fra de smaa Kommuners Sygehuse, fra Hospitaler, byggede for specielle Sygdomme. Jeg vi) forbigaa Problemerne om Hospitalets Jord- bundsforhold, dets Orientation, dets Bygningers indbyrdes Afstand og Ordning paa Terrainct, den øverste Grænse for dets Patientantal osv. Kun om dets Beliggenhed vil jeg nævne, al Kravet til rigeligt Lys og god Luft som Regel fører til, at det store Hospital lægges i Byens Periferi, dog nødigt længere borte, end al Kommunikationen mellem det og de befolkede Bydele kan (inde Sted ad en Sporvejslinie. Kan Hospitalet lægges op ad en offentlig Park eller et større Vandareal, da vinder man en Sikkerhed mod, at senere Bebyggelse af Omegnen lager Lyset og Luften fra Anlægel. Gennemsnitlig kræves cn Byggegrund af 900 — 1500 1 Fod for hver Patient, all efter Anlægets mere eller mindre sluttede Byggemaade. Er de disponible Penge- midler nogenlunde rigelige, da kan de ikke finde cn bedre Anvendelse end til at sikre Hospitalet cn ud- strakt Grund. — Vort Hovedmiddel til at skaffe Hospitalet de vig- tigste Godcr, Luft og Lys, er Decentralisation af Kom- plekset. Gennem Decentralisationen udfolder Anlæget en stor ydre Murflade for Luftens og Lysets Paavirk- ning, analogt med cn Planteorganisme, der stræber mod Luft og Lys gennem Spredning af sine Grene og Blade. Omvendt skal det indre Murareal, Rummenes Begræns- ningsflader, der samler Infektionsstof og hæmmer Luft- fornyelsen, saavidt muligt indskrænkes. Med Decentralisation som Losen fordrer vi først og fremmest, at Patienlbygningernc kun rummer Syge- stuerne og disses nødvendige Annekser. Hvad der i øvrigt kræves til Hospitalets Administration og Drift skal huses i særlige Bygninger. Om man bør forbinde enkelte af disse, f. Eks. Kontor, Køkken, Badebygning, Operationslokaler med Sygebygningernc ved tværventi- lerede, eenetages Passager, lukkede eller halvtaabnc, det faar staa hen. I Lande med ublidt Vejrlig har det sin Fordel. Vadskeri, Lighus og Desinfektionsbygning bør altid være fuldstændigt isolerede. Decentralisationsprincippet fordrer endvidere, al den enkelte Sygeafdeling, Engelskmændenes »ward«, skal være autonom, selvstændigt udstyret med sine nødvendige Organer. Sy g eafdeling en i det moderne Hospital, med andre Ord Hospitalsenheden bestaar i Reglen af en større Syge- sal med sine nødvendige Annekser som Baderum, Kloset, Tekøkken osv. Drives Decentralisationen ud i sin yderste Konse- kvens, cr hver saadan Sygeafdeling cn eenelages Bygning for sig selv. Dette medfører dog betydelige Udgifter, dels ved forøgede Anlægsomkostninger, dels ved dyrere Drift. Har man rigeligt af Penge og Grund, gælder del om al huse stærkt infekliøse Sygdomme, da er del bedste ikke for godt. Men man maa vel mindes, al streng Sparsommelighed er paa sin Plads, hvor dc øvrige, uafviselige hygiejniske Krav til Hospitalerne med- fører saa store Udgifter, at disse ved yderligt at forøges let bliver fuldstændigt prohibitive. Særligt har Tysk- land i de senere Aar givet os tilstrækkeligt mange ad- varende Eksempler paa Hospitalsanlæg, hvor Omkost- ningerne har været aldeles ekstravagante. Man kan ogsaa købe Guld for dyrt! For de almindelige Hospitalers Vedkommende vil man i Reglen vælge at bygge i Etager, hyppigst i 2, ikke saa sjældent i 3, sjældnere i 4, og da kun, hvor Grunden er meget kostbar. Men som en absolut For- dring ved Planlægningen af flereetages Patientbygninger maa kræves, at Kommunikationen mellem de enkelte Etager sker ad absolut brandsikre, bekvemme Trapper (eventuelt »Lifter«). Disse maa helst konstrueres saa- ledcs, at Luftkommunikationen mellem Etagerne gennem Trappehuset brydes. Delte kan opnaas ved at give hver Etage sin egen Trappe eller ved at lade Adgangen lil Etagerne fra den fælles Trappe ske ad aabne Broer eller i hvert Fald ad tværventilerede, dækkede Gallerier. Flere end 100 Patienter bør maa dog næppe samle under fælles Tag. Vi vender tilbage til Sygeafdelingen, den admini- strative Enhed, under Opsigt af en ledende Sygeplejerske. Den bestaar, som vi nævnle, af den store Sygesal med sine Annekser. Den store Sygesal cr Hospitalets Kærne, er selv et Hospital »in nuce«. I Reglen bygges den aflang, rektangulær, sjældnere cirkulær eller polygonal. Det karakteristiske ved den store Sygesal, Pavillonstuen, er, at den er belyst fra Vinduer i de to Længdevægge, Vinduer, der kaster rige- ligt Lys over hver Krog i Salen og tillader naturlig