Beretning Om Den Tekniske Og Hygiejniske Kongres I Kjøbenhavn
Den 24.-27. Juni 1903

296 SEKTIONSMØDER feltuniformsmodel synes eller vore forhold særdeles heldig. Og på det standpunkt, vi nu står, tror vi — under anvendelse af vore bivuakeringsmethoder — at have gjort et skridt frem for også i et vinterfelttog at realisere Hr. Pettenkofers ord: »Unsere Kleider sind Wallen, mit denen der civili- sirtc Mensch seinen Kampf gegen die Atmosphäre kämpft, so weit sie ihm feindlich ist, mit denen er sich sein Element, den Luftkreis unterthan macht«. Uniformeringsspørgsmaalet. Stabslæge J. F. Hempel. Alle Tiders Bestræbelser med Hensyn til Uniformer er hovedsagelig gaaet ud paa at tilfredssille 3 Formaal nemlig: 1) En Klædnings almindelige (hygiejniske) Krav. 2) Skønhedskravet 3) Kravet om ydre og synlige Kendingstegn. Uniformer i egentlig Forstand ere ikke af gammel Datum. De første Spor til en Uniform træffes for Tysklands Vedkommende i Aaret 1450, hvor 1000 Schweizere bleve afskedigede i Nürnberg i en ensartet Klædedragt, halvt rød og halvt hvid. I selve Schweiz skal der i Slaget ved Murgarten 1315 have været smaa Hobe i ensfarvede Klædninger. I Begyndelsen var Rødt og Hvidt Yndlingsfarverne — sikkert udelukkende af kosmetiske Hensyn. I Frankrig findes Uniformer første Gang officielt omtalte i Karl Vil’s Ordonnanser af 1445, og den første Tilsynekomst af en virkelig Uniform bestod i en Vaaben- hue (l’armet) med Bedækning af Nakke og Hals (garde- vue). Officererne havde Skærf og Kyrads. Uniformens Formaal var at forebygge Uordner ved at gøre hver Mand kendelig og derved ansvarlig for Korpsets Ære. Derfor havde hvert Kompagni af »franc-archers« særskilt Uniform. Forøvrigt trængte Uniformeringsprincippet ikke straks igennem, hvilket havde en særegen Aarsag. I Almin- delighed mener man, at Krudtets .Indførelse til Krigs- brug gav Stødet til Uniformernes Indførelse ved at gøre Rustningerne overflødige. Der skete imidlertid i Begyndelsen det omvendte, nemlig at Rustningerne bleve sværere og sværere, saa at de paa Karl IX’s Tid vejede niere end en Mand kunde bære ø: Hesten maatte bære Byrden. Datidens lette Kavalleri var sværere end Nutidens Kyrasserer. Noget lignende have vi set i Nutidens maritime Udvikling, hvor Panserets Tykkelse stadig vokser med Skytsets Kaliber. Man haabede at kunne modslaa Musketkuglerne ved en Forøgelse af Rustningens Tykkelse, men Partiet var altfor ulige, da man ikke som ved Krigsskibene vilkaarligt kunde for- øge Styrken af det Objekt, der skulde bære Rustningen, og Reaktionen kom ogsaa under Religionskrigene i Frankrig i første Halvdel af det 16. Aarhundrede, hvor Rytteriet bliver til »chevaux-1 egers«, og del lettere klædte Infanteri vinder i Betydning. Betragter man nu Uniformernes Historie i store Træk, vil man paa en vis Maadc finde, at Folkenes Kulturhistorie afspejler sig i deres Uniformer, men Vanskeligheden ved at paavise denne Afspejling i Hoved- typerne ligger i, at der jævnsides med de store afgørende Momenter, der bestemme Uniformernes Udseende, gør sig en utallig Masse smaa Indflydelser gældende, som fra Dag til Dag forandre saa lidt hist og saa lidt her, saa at Grundformen tilsidst forsvinder i tilfældigt Paa- hæng. De ovennævnte 3 Hovedformaal, som skulde opnaas ved Uniformeringen, have langtfra allid holdt hinanden i Ligevægt, da de bestemmende Faktorer have grebet ind med en forbavsende Vilkaarlighed. Blandt de vigtigste af disse Faktorer maa først og fremmest nævnes Moden, som med sit vekslende Skøn- hedsbegreb idelig forandrer Uniformernes Ydre og — hvad der er det værste — næsten altid ekstravagerer der, mere end noget Steds. Naar Moden en Tid har huseret — særligt i en længere Fredsperiode — kommer der pludselig en stor Krig, som med eet bringer alle Ekstravagancer til at forsvinde og bringer Uniformen tilbage til en simpel og naturlig Form, der tilfreds- stiller det hygiejniske og derigennem det taktiske Krav. Dette sker simpelthen ved Feltlivets Trang til Bort- kastning af alt Flitter og alle unødvendige Hæmninger fol- den frie Bevægelighed. Men desuden er der en tredie Hovedindflydelse, som spores gennem Tiderne, og som ikke falder sam- men med Moden i almindelig Forstand eller med Hen- sigtsmæssighedskravet, og deter den politiske Indflydelse, der har vist sig deri, at enhver Stat, som efter en heldig Krig har vundet Overvægten i Europa, har paa- tvunget de andre Stater sit Uniformssystem simpelthen derved, at den har draget Alverdens Øjne paa sig. En saadan Indflydelse er tidt kommen paa tværs baade af den herskende Mode og af Hensigtsmæssigheden. Naar dertil kommer de talrige smaa vilkaarlige Forandringer, der skyldes Konger og Fyrster og deres Maitresser, højere og lavere Befalingsmænd etc., vil man let kunne forstaa, at Billedet bliver saa broget, at man skal se nøje til for at finde de forskellige Tiders Grundtype. Et kort Overblik vil vise delte. Vi have set, hvorledes Jernklædningen først i det 16. Aarhundrede afløstes af Uniformen. Det gælder endda kun for Fodfolkets Vedkommende; ved Rytteriet holdt Rustningen sig i lang Tid. Den første Type var Landsknægttypen. (Demonstration af Rids efter Albrecht Dürer, Lucas v. Leyden o. 11.). Den var bekvem, simpel, snæver, med kort Liv. Efterhaanden ekstravagerer den, bliver pyntet med Slidser og alenlange Fjer, usymmetrisk pralende; tilsidst kommer Pludderhoserne. I sin Karrikatur linder man denne Type i Mephi- stopheles-Vragten med dens flammede Tegning og For- længelse af alle Spidser. Dragten modificeres i Slutningen af Aarhundredet med den brede møllestensformede Krave med del lange Liv og den fremstaaende Bug; mange Knapper og Puller paa Laarene. Her sporer man tydelig den \ spanske Indflydelse: Spanien under Philip II bliver Hovedmagten i Europa. Denne Dragt, som gjorde et stift, ceremonielt Indtryk, forsvinder under Trediveaars- krigen, og her ses et slaaende Eksempel paa, hvorledes Krigen kan simplificere. Dragten bliver simpel og bekvem endog set med Nutidens Øjne: Filthat med bred Krampe og et Par Fjer, ombøjet Krave, høj Taille, kort og tætsluttende Vams, simple, korte Bukser, som bindes under Knæet. Denne Dragt alløses efterhaanden af fransk Mode, og fra nu af bliver Frankrig toneangivende Magt til langt ind i det 18de Aarhundrede. I Begyndelsen er Forandringen ikke saa stor. Der kommer lange Fjer paa Hatten, Spidser og Kvaster paa den omslaaede Krave, Skøder til Vamsen og vidtaabne Ærmer; Hovedindtryk af noget feminint, forfængeligt. I 2den Halvdel af det 17de Aarhundrede opgives alt middelalderligt. Der indføres: Rund Hat med smaa Fjer helt rundt — Officerer Allongeparyk; Tørklæde om Halsen med lange Ender, en lang Sækfrakke uden Figur, brede Opslag paa Ærnierne og en Mængde Kant- ninger og Baand, stærkt forlænget Overlæder over Skoene; Hovedindtryk: overdreven Forfængelighed indtil Naragtighed. Men indenfor Frankrig selv blev denne Hovedtype i høj Grad varieret, især i Ludvig XIV’s Tid. Man sporer her tydeligt 2 Retninger, en, hvor det glimrende