Landbrugskrisen

22 Medens det gamle Forhold mellem Guld og Sølv i en længere Aarrække har holdt sig som 1 : 1.51/.», er Sølvet som bekjendt faldet stærkt siden Halvfjerdserne- Tabel VJII. •Gjennemsnitsprisen i London for 1 Unse Sølv var: 1841—50.......... 59,62 d. 1851—60.......... 61,25 > 1861-70.......... 60,34 > 1871—75.......... 59,02 > 1876-80.......... 52,45 » 1881.................... 51,-2 » 1882.................... 51,81 » 1883.................... 51,08 > 1884.................... 50,G8 » 1885.................... 48% > 1886 ................... 4573 » 1887.................... 441719> 1888.................... 42 7/8 » 1889.................... 42726 \ 1890.................... 47,86 » 1891.................... 44"74 > 1892.................... 39’., » 1893.................... 35,02 » Naar nu et Sølvland sælger en Vare i Verdensmarkedet, der noterer Prisen i Guld, og lader sig Salgsbeløbet udbetale i Sølv, saa modtager det en Sum, hvis Kjøbeevne i Ind- landet er forholdsvis større, jo lavere Verdensmarkedets Sølvpris er. Dette vil altsaa sige, at Opretholdelsen af Sølvfoden i Lande, der handle i Verdensmarkedet, betyder en ligefrem Exportprämie for disse Lande, og omvendt na- turligvis en Fordyrelse af de Varer, de modtage udefra. Ved Slutningen af 1893 var Sølvprisen i London 31 d., og senere er den gaaet yderligere nedad, saaledes at den samme ostindiske Fordring paa England, der for 20 Aar siden be- taltes med 1000 Rupier, nu indbringer omtrent 2000. Dette medførte naturligvis en Stigning af Ostindiens Export, der i Hvede begyndte med 1,7 Mill. Centner i 1873—74 og i 1886—87 naaede sit foreløbige Højdepunkt