Landbrugskrisen

84 kommen egenmægtig og i stik Strid med de oprindelige Forhold. Baade over Jorden og over Bondens Personer udøver Ridderen mere og mere Herskabshøjheden. Den Bonde, der begyndte med som fri Mand i en Arvefæsters Stilling med Ret til at sælge og antsætte, at sidde paa sin Jord, som Ingen kunde forjage ham fra, maa 1540 og 1572 finde sig i, at Godsejeren ligefrem berettiges til at inddrage hans Jord mod »Erstatning« — der NB. i Reglen kun om- fatter Bygningernes Værdi —, naar han — Godsejeren — ønsker at udvide sit eget Areal og vil paatage sig de af Bonden hidtil ydede Afgifter og Tjenester. Efterhaanden som Trykket stiger, opgive Bønderne i Mængde deres Ejen- dom og tage for den, hvad Godsejeren vil give. De gaa i Krigstjeneste som hvervede Landsknægte. Forestillingen om Jorden som oprindelig tilhørende Godsejeren og ikke Lands- herren begynder at fæstne sig. Bondens Arveret til sin Ejendom taber sig i samme Forhold. Der paalægges Afgifter til Godsejeren ved Arvegangen og derefter tiltager Ridderen sig Ret til at stadfæste Efterfølgeren, senere til at udnævne ham. Dertil kommer Indførelsen af Romerretten og de Misbrug i Riddernes Favør, der knytter sig til denne. Følgen er Udvidelse af Godsejerarealet, Indskrænkning af Bonde- jorden. Men saasnart Forholdet mellem disse to Ejendomsklasser er forrykket til en vis Grad, begynder Godsejeren at mangle Arbejdskraft. Atter benyttes Kurfyrstens i økonomiske Vanskeligheder begrundede Afhængighed. For at faa Penge bevilligede, maa han imødekomme Ridderskabets Fordringer paa Udvidelse af dets Herskabsrettigheder. Gjennem en Række Forordninger udstedte i Tidsrummet fra 1527—1572 — Joachim I. og Joachim II., altsaa umiddelbart efter den store Bondekrig — indføres Tyendetvang, ?: Bonden for- pligtes til at lade sine Børn tjene som Tyende paa Godserne. Desuden skulle Bønderne selv møde to Dage om Ugen for at forrette Arbejde paa Godset og i Høsttiden saa ofte, det forlangtes. Dermed er Hørigheden indført, men Udviklingen fortsættes i samme Retning.