Landbrugskrisen

86 karrige Jord bære. Stolt er dens Ridderskab over den Rolle, det har spillet i Preussens Krige og i dets Admini- stration. Dermed mener det at have betalt Landet, hvad det berøvede det ved at bringe Bønderne under sig. Den Dag idag er det i dette Arbejde, de ser Berettigelsen til at stille de vidtgaaende Krav om Hjælp af Staten, som de stille. Det er fra socialt Standpunkt først og fremmest, at disse Krav stilles og forsvares politisk. Under Tredi veaarskrigen sank Bønderne ned til at blive Livegne, men samtidig begynder en modgaaende Bevægelse i Sammenhæng med Landsfyrstens Stræben efter at frigjøre sig fra Afhængigheden af Stænderne. — 1640 tiltræder den store Kurfyrste Regjeringen. Ludvig XIF.s og Colberts samtidige kunde selvfølgelig ikke som de tidligere Kurfyrster identi- ficere sin Politik med Adelens. Tvertimod maatte han i Forening med Borger og Bonde bryde Adelsvældet, lade Overskuddet af disse Samfundsklassers Arbejde tilflyde Stats- kassen, istedetfor en Overklasse, der i sin for store Magt- fylde var en Trussel baade opefter og nedefter, og altsaa en Fare for Helheden. Den feudale Standsindividualisme kom her som andensteds i Modsætning til den natio- nale Absolutisme. Under Merkantilismens Ledelse begyndte det sluttede By- og Provindsmarked at udvide sig til et Nationalmarked. Kundeproduktionen til en Vareproduktion. Adel og Gejstlighed i Nedgang, Borger og derefter Bonde i Opgang som social Følge. Men det gik langsomt. Adelen maatte ikke forskrækkes før Centralmagten var stærk nok til at sætte haardt mod haardt. Endnu 1653 maatte Kurfyrsten befale Byerne og Domænerne at udlevere Bønder, der vare flygtede fra God- serne. Men samtidig begyndte maa, ligesom senere her, Bondeløftelsen paa Krongodserne, hvor man gik ret radikalt tilværks. Her var Arbejdet imidlertid forholdsvis let, fordi Landsherren tillige var Godsejer. Men udenfor Krongodserne var Modstanden stærk og langvarig. Naar Friederich Wilhelm I. — 1713—1740 — besøgte Pommern og Ostpreussen og saa de usle Marker, der næsten Intet bar, sendte han i de kraf- tigste Udtryk Død og Forbandelse over Livegenskabet, der