Landbrugskrisen

87 bar Skylden; men vilde han hæve det, mødte han forbitiet Modstand ikke alene hos Godsejerne, men ogsaa hos Byer- nes Bureaukrati. Der maatte gaaes frem Skridt for Skridt. Først gjaldt det atter at indføre Arvelighed pn.a Bondejoiden. Derefter maatte Bøndernes Byrder lettes, hvilket skete 1<33, og under Frederik den Store 1749 ved Optagelsen af »Ur- baner«, i hvilke Bønders og Godsejeres Pligter og Rettig- heder bestemtes. Man gik altsaa fra vilkaarlige Ydelsei til lovbestemte, hvilket vel kan betegnes som en Løftelse fra Livegenskabet til Hørighed. Man gik videre. Ridderne maatte udlevere Bondegaarde, som de tidligere havde ind- draget, hvorved det maa erindres, at enhver Øgelse af det adelige Gods var en Mindreindtægt for Staten, fordi den priviligerede Adel var skattefri, medens enhver Udvidelse af det skattepligtige Bondegods var en Merindtægt for Staten. Ligeledes havde Bøndernes Løftelse Betydning for Landets Forsvarskraft, og endelig maatte landbrugstekniske Hensyn mere og mere kræve Bondens fuldstændige Frigørelse. Men medens dette Afsnit af Preussens Historie yder interes- sante Bidrag til Forstaaelse af Fællesskabet i Interesser mel- lem Centralmagten og Underklassen, saa viser den paa den anden Side selv en stærk absolutistisk Regjerings Afmagt overfor det Overleverede. Det lykkedes Fr. Wilh. II — 17Sß__1797 — i Aaret 1789 at indføre nye Urbaricr, der satte en Stopper for Bondelandets Inddragelse, men baade hans og Fr. Wilh. I’s gjentagne Befalinger om Livegen- skabets Ophævelse strandede faktisk paa Adelens og Bureau- kratiets Modstand. Endnu den preussiske Landret af 1794 legaliserer en Tilstand, der faktisk er idetmindste Hørighed, medens kun Udtrykket er ombyttet med »Godsundei- danighed«. Først efter Slaget ved Jena bryder den ny Tid igjennem. 1807 fremkommer det Hardenbergske Reskript, der i alle økonomiske Spørgsmaal bæres af physiokratiske og Adam Smithske Ideer. Derefter skulde jo Alt ordnes af sig selv. Men det store Spring kan under de fbrhaandenværende For- hold ikke gjøres saa pludseligt. Derfor udtaler Reskriptet udtrykkelig, at engang endnu skal den absolute Centralmagt