Vort Fysiske Verdensbillede
Og Einsteins Relativitetsteori

10 Indledning Forsaavidt vi kun betragter den reale fysiske Side af Ein- steins Teori, der i de forløbne Aar har gennemgaaet en mægtig Udvikling, kan det vel nu siges, at den har sejret. Einsteins mærkelige, fra alle tidligere afvigende Metoder for Behandlingen af fysiske Problemer har vist sig over- ordentlig frugtbare. De har ført til højst betydningsfulde Slutninger angaaende mange fysiske Forhold, og Einstein har ved dem udført den Stordaad at opstille nye almene Be- vægelseslove langt mere omfattende end de Newton’ske. Disse kan betragtes som tilnærmede Udtryk for de Ein- stein’ske, der kan gøre Rede for langt finere Enkeltheder ved den fysiske Virksomhed; men Tilnærmelsen er rigtignok baade i den jordiske Fysik og i Astronomien i Almindelighed saa stor, at vi kun i ganske særlige Tilfælde har Mulighed for at opdage de Afvigelser fra dem, som Einsteins Love kræver. Et saadant Tilfælde har vi ved Planeten Merkurs Bevæ- gelse om Solen. Astronomerne har forlængst erkendt, at Mer- kurbanens Storakse, d. v. s. Linien gennem Solen og de to Punkter, hvor Planeten er Solen henholdsvis nærmest og fjernest, udfører en efter Newtons Love uforklarlig Drejr ning paa ca. 45 Buesekunder i 100 Aar, hvad der vilde svare til en hel Omdrejning i henved 3 Millioner Aar. Denne Drejning viste Einsteins Love sig at forklare paa ganske utvungen Maade, og dette var en stor Triumf for den udvi- dede eller almene Relativitetsteori, Einstein havde fuldført i 1914—16. Det kunde dog tænkes, at det herved drejede sig om et tilfældigt Sammentræf, og Fysikerne afventede derfor med stor Spænding anden Bekræftelse af Teorien. Det fulgte af denne, at Lysstraaler, der passerede tæt forbi Solen, skulde lide en Krumning af ganske bestemt Størrelse, og skønt den kun var meget lille (1,7 Buesekund), maatte det dog kunne paavises, at de Fiksstjerner, der under en total Solformørkelse fremtræder tæt ved Solranden, ikke ind- tager deres normale Pladser paa Fiksstjernehimlen, men fin-