Vort Fysiske Verdensbillede
Og Einsteins Relativitetsteori

I. GRÆKERNES OG NEWTONS VERDENSBILLEDE De ældste Kulturfolk, Kaldæerne og Ægypterne, skæn- kede Eftertiden en værdifuld, paa tusindaarige Iagt- tagelser grundet Viden om Himmellegemernes Gang; men deres Spekulationer over Naturen gav intet Bidrag til en virkelig Forstaaelse af Naturkræfternes Virken, og deres Forestillinger om Verdens Bygning var blot fantasifulde Ud- formninger af de umiddelbare Sanseindtryk, i Følge hvilke Himlen var Loftet, Jorden Gulvet i Verdensaltet. Grækerne naaede langt ud over dette primitive Standpunkt, og det græske Verdensbillede, som for Eftertiden er knyttet til Aristoteles’ og Ptolemæus’ Navne, blev gennem et Par Aartusinder staaende som det højeste Syn paa Verdensbyg- ningen, Mennesketanken havde hævet sig til. Det afgørende Fremskridt i dette Verdensbillede maa søges deri, at Retnin- gen Op og Ned efter Lodlinien ikke som i de ældre Verdens- billeder var en enkelt Retning, en „absolut“ Retning i Rum- met, men noget relativt, forskelligt for hvert Sted, idet den var Linien gennem Stedet og Jordkuglens Centrum. Men medens Begrebet Op og Ned i denne Henseende „relativere- des“ og frigjordes fra det umiddelbare Sanseindtryks Magt, bevarede det i anden Henseende sin absolute Verdensbetyd- ning. Thi Jordcentret var tillige Centrum i det hele af Fiks- stjernehimlens mægtige Kugleskal, Fiksstjernesfæren, be- grænsede Univers, og Lodlinien var saaledes ikke blot en