Vort Fysiske Verdensbillede
Og Einsteins Relativitetsteori

Det græske Verdensbilledes Opløsning 13 Jordradius, men ogsaa en Verdensradius gennem lagttagel- sesstedet. En af Diametrene i Jordkuglen var Verdens Akse, om hvilken Fiksstjernehimlen drejede sig og de enkelte Fiks- stjerner beskrev Cirkler. Mellem Jorden og den yderste Him- melsfære vandrede Sol, Maane og de 5 Planeter, bundne til andre Sfærer, der førtes med i Fiksstjernesfærens daglige Omdrejning. Opløsningen af disse Forestillinger om Universet begyndte med Fremsættelsen af Kopernikus’ Lære om Jordens Van- dring omkring Solen. Denne Lære stod fra først af ikke i Strid med Opfattelsen af Universet som en endelig Midt- punktsverden med en fast Begrænsning. Verdens Midtpunkt flyttedes blot fra Jordens til Solens Centrum, hvorved det blev muligt at beskrive Planeternes indviklede Bevægelser paa simplere Maade, og tillige henlagdes den daglige Om- drejning til Jordkuglen i Stedet for til Himmelsfærerne. Men idet den begyndte Ændring af Verdensbilledet skred videre frem, endte det med, at hele den skønne, afsluttede græske Verdensbygning styrtede sammen og afløstes af et kaosagtigt Univers, hvis uendelige Dybder og Mangfoldighed bragte Tanken til at svimle. Det var en filosofisk anlagt, oprørsk Aand, Giordano Bruno, som først dristig og kampivrig førte de nye Tanker ud i deres yderste Konsekvenser, idet han lærte, at Himmelhvælvin- gen blot var en Illusion, at Fiksstjernerne var Sole som vor Sol, omkredsede af Planeter, der kunde være beboet af tæn- kende Væsner, og at Verdensrummet og Solenes Antal var uendeligt. Naturforskerne forholdt sig mere tøvende; selv Kepler, der fandt Lovene for Planeternes Bevægelse om So- len, veg tilbage for den Tanke, at Fiksstjernerne var Sole. Allerede Tyge Brahe havde dog vovet ligesom Giordano Bruno at rokke ved Troen paa den faste Fiksstjernesfære, idet han udtalte Tvivl om, at alle Fiksstjerner havde samme Afstand fra Jorden, og senere bidrog bl. a. den Række mærkelige Opdagelser, Galilei gjorde, da han rettede Kik-