Vort Fysiske Verdensbillede
Og Einsteins Relativitetsteori

14 Grækernes og Newtons Verdensbillede kerten mod Himlen, mægtigt til Erkendelsen af Jordklodens Lidenhed og af dens og Solens rette Stilling i Universet. Saaledes samvirkede Fantasi, logisk Tænkning og Iagttagelse til at skabe og fæstne det nye Verdensbillede, hvor Jorden sammen med sine Lige, de andre Planeter, kredsede om Solen, og dette Solsystem indordnedes som et enkelt blandt mangfoldige Jævninger, der vandrede om i Verdensrummets uendelige Vidder. Forskellen mellem den græske og den nyere Verdens- opfattelse laa imidlertid ikke blot i det geometriske, d. v. s. i den Maade, hvorpaa Himmellegemernes Stillinger og Be- vægelser traadte frem for Anskuelsen i et „Verdensbillede“. Til de forskellige Verdensbilleder svarede grundforskellige fysiske Forklaringer af det, der foregik. For Grækerne dan- nede det geometriske saa at sige Kernen i Forklaringen af Verdensmekanismen. Naar Stenen faldt og den varme Luft steg til Vejrs, var det, fordi „Jordelementet“ i Følge sin Na- tur søgte indad mod Verdens Centrum, medens „Ildelemen- tet“ stræbte udad, bort fra Centrum, og naar Fiksstjernerne Døgn efter Døgn udførte deres vældige Vandring i evig ufor- andret Kredsbevægelse, var det fordi denne Bevægelse var den for Himmellegemerne naturlige. Derfor maatte ogsaa de mere indviklede Bevægelser, som udførtes af de nærmere Himmellegemer, Planeter, Sol og Maane, fortolkes som sam- mensatte Kredsbevægelser. Grækerne brugte med andre Ord selve de konstruktive Forhold i Verdensbygningen som „fysi- ske Aarsager“ eller bestemmende Faktorer i Redegørelsen for de fysiske Processer. Allerede i Oldtiden var der dog gjort Forsøg paa at drage andre Synspunkter i Forgrunden ved Verdensforklaringen. I Demokrits Atomlære anlægges saaledes det mekaniske Synspunkt, idet alle Fænomener søges forklarede som et Vekselspil mellem Smaadele, Atomerne, der saaledes bliver Bærere af de fysiske Aarsager. Og i den af Pytagoras ud- talte Tanke, at vi i Tallene finder alle Tings inderste Væsen,