Vort Fysiske Verdensbillede
Og Einsteins Relativitetsteori

T*aü~~—~ Bfil Mekanikken og Elektrodynamikken 23 søgelser at skulle smelte sammen til en ny Lærebygning, om- fattende som ingen tidligere. Det blev erkendt, at de gamle Grundstofatomer, der for Kemikerne havde staaet som de Byggesten, hvoraf alle Stoffer opbyggedes, selv er Mikro- kosmer (Smaaverdener), bestaaende af positiv og negativ elektriske Dele. Man kan sammenligne dem med smaa Sol- systemer, idet positiv elektriske „Atomkerner“ spiller Solens Rolle, medens Planeterne repræsenteres af negativ elektriske „Elektroner“, hvis Masse kun er ca. 1/2Ooo af det mindste blandt de gamle Grundstofatomer, Brintatomet. Hurtige Svingninger af disse Elektroner fremkalder periodiske For- andringer i Æterens Tilstand, og Lysbølgerne kunde nu op- fattes som saadanne ved Elektronsvingninger frembragte Til- standsændringer, der bredte sig ud i Æteren med Lysets Hastighed, og man kunde i det hele taget naa vidt frem i Forklaringen af mangfoldige Fænomener ved Hjælp af Elek- tronteorien, hvis teoretiske Opbygning særlig skyldtes Hol- lænderen H. A. Lorentz. Naar Elektronerne eller Atomkernerne sættes i Bevægelse i Æteren, opstaar derved i den omgivende Æter en særlig Tilstand, et saakaldt magnetisk Felt. Til at frembringe disse magnetiske Felter eller forøge deres Styrke, kræves en vis Kraftudfoldelse, og der kunde anføres stærke Grunde for den Antagelse, at den Kraft, som efter Inertiens Lov kræ- ves til at sætte et hvilende Legeme i Bevægelse eller at for- øge et bevæget Legemes Hastighed, helt og holdent medgaar til Frembringelsen eller Forandringen af de magnetiske Fel- ter, der svarer til Bevægelsen af Stoffets elektriske Bestand- dele. Man kan udtrykke dette ved at sige, at Legemernes mekaniske Inerti eller Træghed er af elektrisk Natur. Her- med er imidlertid tilvejebragt en højst betydningsfuld For- bindelse mellem Mekanikken og Elektrodynamikken. Det følger nemlig heraf, at den Bevægelse af et Legeme, som i Følge Inertiens Lov bevares uforandret jævn og retliniet, naar Legemet ikke paavirkes af Kræfter fra andre Legemer,