Vort Fysiske Verdensbillede
Og Einsteins Relativitetsteori

44 Det relativistiske Verdensbillede Uklarhed vilde naa et stort Skridt fremad mod en rigtigere Opfattelse af fundamentale fysiske Forhold. At der er en saadan Uklarhed til Stede, føles maaske allertydeligst af en Fysiker, naar han vil prøve at forklare Ikke-Fysikere, hvad Æteren er. Han kan da f. Eks. sige, at Æteren er et fint, tyndt eller let Stof eller et Medium, der udfylder alt det tomme Rum mellem det grovere Stofs Dele. Men Betegnelserne „fint“, „tyndt“ eller „let“ for Æter- stoffet saavel som det fine latinske Navn „Medium“ virker her næsten snarere som en Slags Høflighedsformer, hvormed man hædrer Æteren end som Udtryk for fysisk Viden og For- staaelse. Kommer nogen med det brutale Spørgsmaal, om denne Æter nu ogsaa er et rigtigt Stof, eller om det Rum, den udfylder, virkelig er stoffyldt eller tomt Rum, bringes Fysikeren i Forlegenhed; det mærkes tydeligt, at Betegnel- serne Stof og tomt Rum er anvendt paa en underlig uklar og vaklende Maade. Vi føres derved fra Æterproblemet til Stofproblemet; vi tvinges til at gøre os klart, hvad vi i Fy- sikken egentlig forstaar ved Stof i Modsætning til tomt Rum. Vore første tydelige Forestillinger om Stoffet faar vi utvivl- somt gennem vore Erfaringer med faste Legemer. De frem- træder for vor Følelse som Partier af Rummet, der er i en anden Tilstand end det omgivende Rum; Bevægelser standses brat ved Grænsen af et saadant Parti. Ved blødt elastiske eller andre bløde Legemer mærker vi en mindre brat Bevæ- gelseshemning; men ogsaa her giver dog dels Berøringsfor- nemmelser, dels Synssansen os Indtryk af, at Legemerne har skarpe Grænser, hvor der er et brat Spring i Rummets Til- stand. Søger vi f. Eks. med en Finger at overskride Græn- sen, kan vi vel overskride dens oprindelige Plads i Rum- met, men Grænsefladen flytter sig sammen med Fingren: Legemet forandrer blot sin Form. Det lader sig dog ikke gøre at opretholde Forestillingen om Legemer eller „stoffyldte Rum“ som skarpt afgrænsede Rum- partier, der kun paavirker hinanden, naar Grænsefladerne mødes, og som vel kan give efter for hinanden ved at forandre