Haandværkets og Industriens Toldudvalg
Skrifter om Toldloven af 1908

6 Øre Pundet). Denne Told behøver ikke at gaa i Statskassen; det gjør den kun, hvis vi forbruger udenlandsk Skotøj. I saa Fald kræves den op af Toldvæsenet ligesom Kaffetolden og bliver Stats- indtægt som denne. Men vi har jo ikke nødig at bruge udenlandsk Skotøj; denne Vare kan godt tilvirkes af danske Skomagere eller Skotøjsfabrikker. Og kjøber vi deres Frembringelser, saa g aar der ikke en Øre Told i Statskassen-, thi der staar ikke Toldbetjente ved Skomagerværkstedet eller Skotøjsfabrikken. Det er da ogsaa denne Tolds Hensigt, at den skal opmuntre os til at bruge den indenlandske Frembringelse i Stedet for den udenlandske ved at gjøre den sidstnævnte dyrere; den skal beskytte den indenlandske Skomager — gjøre ham Konkurrencen med Udlandet lettere. Og opnaar den fuldtud sin Hensigt — ophører vi helt at bruge den udenlandske Vare — saa gaar der slet ingen Skotøjstold i Stats- kassen; saa virker Tolden alene til det indenlandske Erhvervs Støtte. Maaden, hvorpaa denne Told støtter det indenlandske Er- hverv, kan da være dobbelt. Enten kan Skomagerne tænkes at ræsonnere som saa: >Siden Staten fordyrer mine udenlandske Konkurrenters Arbejde med 66 Øre Pundet, saa kan jeg ogsaa tage 66 Øre mere for Pundet af mit Arbejde.« Kjøber vi under disse Omstændigheder dansk Skotøj, saa slipper vi Forbru- gere ikke for at udrede Tolden, men vi betaler den da til Skomageren i Stedet for til Statskassen. Eller Skomageren kan tænkes at ræsonnere saaledes: »Siden mine udenlandske Konkur- renters Arbejde er fordyret ved Tolden, vil det være min Fordel at sælge mine Varer ufordyrede, thi saa faar jeg den store Af- sætning i Stedet for Konkurrenterne.« Og bærer Skomageren sig saaledes ad — vi kommer senere tilbage til disse Forhold og til de Kræfter, der her er de af g j ørende — saa betaler vi slet ingen Toldskat af vort Skotøj, hverken til Statskassen eller til Skoma- geren; denne værnes da i sin Næring af Toldmuren, uden at For- brugerne har mindste Udgift deraf, og Beskyttelsestolden har naaet Bit ideale Formaal. Som man ser, ligger Finanstolden som Regel paa Varer, der ikke kan frembringes i Landet selv, Beskyttelsestolden derimod selvfølgelig altid paa Varer, som vi selv kan tilvirke. Men der er dog intet i Vejen for at opkræve Finanstold ogsaa af inden- landske Varer; Staten maa da blot gjøre det, som den ikke gjør ved Skotøjsfabrikken: stille Toldbetjente ogsaa ved det danske Værksted og tage Told (Skat) af hvert Pund færdige Varer, som udgaar derfra. Dette gjennemføres i Virkeligheden overfor tre danske Industrifrembringelser: Sukker, Brændevin og Bajerskøl. I vore Sukkerfabrikker f. Eks. møder Toldvæsenet om Efteraaret, naar Roerne oparbejdes til Sukker; de vejer Produktionen og tager af hvert Pund færdigt Sukker en Skat, der paa det nærmeste er lige saa stor som den Told, der tages af udenlandsk Sukker. Re- sultatet er, at vi ogsaa af Sukker betaler Statskassen Finanstold af hvert Pund, vi forbruger, og er tvungne dertil. Beskyttelse for Sukker- fabrikker og Sukkerroedyrkere er kun den Brøkdel af en Øre, som