Haandværkets og Industriens Toldudvalg
Skrifter om Toldloven af 1908

17 som alle skal kjøbe deres Føde, har tilsammen en Indtægt af ca. 700 Mill. Kroner; og de anvender deraf mindst 200 Mill. Kroner til Landbrugsprodukter (Brød, Kartofler, Grøntsager, Smør, Mælk. Kjød, Flæsk. Ost, Æg m. m.) Og det danske Land- brugs Produktion kan næppe vurderes til en højere Værdi end ca. 500 Mill. Kr., hvoraf Landbrugerne selv fortærer for mindst 100 Mill. Kr.; altsaa har det indenlandske Marked allerede i sin nuværende Størrelse Brug for Landbrugsprodukter lig Halvdelen af den danske Jords salgbare Produktion. Hertil kommer nu, at det indenlandske Marked ikke staar stille, men er i rask Udvikling. For 30 Aar siden var det kun halvt saa stort som nu — deraf kan manges Tilbøjelighed til fremdeles at undervurdere det maaske udledes. Men i 1922. naar vi med vor normale Befolkningstilvækst vil tælle 3 Mill. Mennesker, har det Brug for Landbrugsprodukter til Værdi af 270 Mill. Kr. aarlig; i 1937 (med 3x/3 Mill. Mennesker) behøver det for 340 Mill. Kr. Landbrugsprodukter, og i 1955 (med Folkemængde 4 Millioner) har det Brug for godt og vel 400 Mill. 'Kr. Landbrugsprodukter — altsaa rigelig for alt, hvad, Landbruget for Tiden er i Stand til at sælge. Men, vil man maaske sige, det indenlandske Marked kan . end ikke i 1955 bruge alt det Smør, vi nu sender til England. Hertil er at svare, at vor ensidige Produktion af Smør (og Flæsk) er en kunstig Tilpasning til bestemte Forhold: det engelske Marked. Jeg mener ikke hermed at ville kritisere denne Til- pasning; tværtimod, det er ganske i sin Orden, at man indretter sig efter en god Kunde og „malker“ det engelske Marked, saa længe som muligt. Men det kan man ikke blive ved med i Læng- den. Jeg sigter ikke hermed til de Toldbevægelser i England, som af mange kaldes de chamberlainske, skjøndt enhver, der følger med engelsk Udvikling, vil føle sig overbevist om, at disse Bevægelsers Formaal vil blive naaet i en ikke meget fjærn Jiem- tid; jeg nøjes ganske simpelt med den gamle, nøgterne Erfaring, at intet er af Varighed i denne ufuldkomne Verden — Handels- forhold heller ikke. Jo længere vi har besiddet et (rode, desto mere maa vi være belavet paa at miste det — ganske særlig naar dette Godes Bevarelse er afhængig af fremmede Forhold, der ligger ganske og aldeles udenfor vor Rækkevidde. Man kan ikke blindt bygge sit Lands Fremtid paa ^daime Omstændigheder, over hvilke man ikke har Spor af Raa ig e Det vilde være fuldstændig utilgiveligt for et saadant forgænge- ligt Godes Skyld at forsømme det, som altid maa være den Be-