Jærnbeton i Teori og Praksis

 ■M 202 Man maa huske, at c er Afstanden fra Jærnets Ende til Konstruktionens teoretiske Under- støtningspunkt, der undertiden regnes liggende midt i Lejefladen, undertiden i Lejefladens Forkant; regnes paa sidstnævnte Maade, kan for en Plade med 200 cm Spændvidde og gaaende 11 cm j Mur c sættes lig 10 ø: 1/80 Z. 381. Hvis nogle af Jærnene bøjes op i Oversiden, inden de naar Lejet, bliver Spændingskurven diskontinuerlig (Fig. 323). Regnes der ikke med Overlængden c, vil rbj lige- som før blive størst for x = 0, men den vil blive større end før, fordi Tangenten er stejlere. Regnes der med Overlængden, skal man finde det Punkt af Spændingskurven, der, forbundet med c’s Ende- punkt, gør v' til Maksimum. I Praksis vil dette Punkt formentlig altid ligge i den første p,g- 3231. Spids (Fig. 323), men det er ikke udelukket, at det kan ligge i en af de følgende Spidser, eller at det er en Tangent til et af Kurvestykkerne, der gør v' til Maksimum. Ved Projektering kan disse Vanskeligheder omgaas paa følgende Maade. Det er paa Forhaand givet, at Jærnspændingen intet Sted overskrider den til- ladelige Værdi Sj. Hvis denne Værdi forekommer i den første Spids, vil det være denne, der gør i/ til Maksimum, idet vi ser bort fra den teoretiske Mulighed for et Tangentpunkt til venstre for den. I dette Tilfælde skal Af- standen fra c’s Endepunkt til første Opbøjningspunkt være (se Formel 298—300): For Jærn uden Kroge: For Jærn med Kroge: , d s, s,- eller d 10 d\ (307—308) 4 Ibj Sb Hvis man derfor rykker første Opbøjningspunkt saa langt bort fra Lejet, at dets Afstand fra Jærnenes Endepunkt tilfredsstiller Formel (307) henholdsvis (308), behøver man ikke yderligere at bekymre sig om Adhæsionsspændingerne. Et Eksempel findes i § 423,5. 382. Vi har hidtil forudsat, at Jærnspændingen i et vilkaarligt Punkt kan bestemmes af: M (T. == ---, J m • f hvor M er Momentet i det lodrette Snit a — a gennem Punktet (Fig. 324). Dette er dog kun rigtigt, saafremt der findes en lodret Revne i Snit a — a. Har der dannet sig en skraa Forskydningsrevne gennem Punktet, er det Momen- tet i Snit b — b, der er bestemmende for æ. i Snit a — a, forudsat der ingen Bøjler er i Bjælken, saa at Transversal- kraften maa overføres gennem den trykkede Beton i Snit b — b', gennem Jærnet kan den nem- lig ikke overføres, uden at dette rives ud af Betonen. Er der derimod Bøjler mellem de to Snit, vil disse kunne overføre Transversalkraften, og det for a. bestemmende Moment kommer da til at ligge mellem de to nævnte. I Praksis tager man ikke Hensyn til disse Forhold, men regner med Momentet i Snit a — a. d. Brug af Specialjærn. 383. Medens man i Europa hovedsagelig armerer med Rundjærn, der ved Kroge og andre Sikkerhedsforanstaltninger hindres i at glide, bruges i Amerika næsten udelukkende de i § 56—57 omtalte Specialjærn, der ikke behøver at kroges. De fremstilles gerne af Staal med højtliggende Flydegrænse, og man kan da byde dem en Trækspænding, der er væsentlig højere end den normale, idet Faren for Glidning er udelukket. Ved Forsøg med rektangulære Bjælker