Jærnbeton i Teori og Praksis

4221 Da den skraa Trækkraft pr. Længdeenhed af Bjælken er lig den vandrette, forskydende Kraft divideret med V 2, kan den fremstilles grafisk ved at tegne Forskydningstrekanten fra Fig. 349 (eller den analoge Figur, dersom Lasten ikke er jævnt fordelt) paa en Grundlinie, der danner 45° med Jærnets Akse (Fig. 362). Inddeler man denne Trekant i Stykker svarende til, hvad eet af Bjælkens Længde- jærn kan optage, kan man bøje et Jærn op for hvert Stykke, idet man lader dets Ret- ning gaa gennem Arealets Tyngdepunkt. Trekantens Inddeling kan ske efter Fig. 356. Naar Punktet e lægges i Jærnets Akse, vil det første Skraajærn ofte falde inde over Lejet, hvor det gør mindre Nytte end læn- gere ude og ikke kan blive ordentlig for- ankret; det maa helst falde helt udenfor Lejet. Dette er opnaaet i Fig. 363 ved at hæve Punktet e op til Bjælkens Overside; derved flyttes alle Skraajærnene længere ud, mens deres indbyrdes Beliggenhed forbliver uforandret. Den teoretiske Fejl, man be- gaar ved at lægge Punktet i en vilkaarlig valgt Linie e—e (Fig. 364), er at se bort fra de skraa Trækkræfter tilvenstre for Snit Fig. 363. '—d eller rettere at Hytte dem fra deres rigtige Beliggenhed hen til Bjælkens Midte. Denne Fejl er imidlertid ret betydelig, og formindsker man den ved kun at hæve e op til Bjælkens Midte, som det ofte gøres, opnaar man ikke al faa Skraajærnet fri af Lejet. Man maa derfor hellere holde sig til Fremgangsmaaden i F'ig. 362, men bøje de to Skraajærn nærmest Lejet op sammen i det fælles Tyngde- punkt for de to første Trapezer. a ' Fig. 364. 417. Ved Bestemmelsen af Opbøjningspunkternes Beliggenhed er det ikke nødvendigt at tegne den skraatliggende Trekant. Ved at inddele den rigtige Forskydningstrekant (Fig. 349) i Stykker, svarende til hvad et Skraajærn kan optage, og projicere Tyngdepunkterne paa den vandrette Linie gennem e, finder man de Punkter af denne, gennem hvilke Skraajærnene skal gaa. Fremgangs- maaden i Fig. 362 er dog mere anskuelig. 418. De hidtil beskrevne grafiske Bestemmelser af Bøjlernes og Skraa- jærnenes Plads plejer ikke at være praktiske, naar de to Armeringsmaader kombineres. Undertiden lægges Bøjlerne, navnlig de i Fig. 346 viste, med konstant Afstand gennem hele Bjælkens Længde og i et saadant Antal, at de kan optage f. Eks. Halvdelen af den forskydende Kraft, eller i et Antal, der er proportionalt med Bjælkekroppens Areal i et vandret Snit (se §413) ; lader man f. Eks. Bøjlerne tage tb• b0 kf?/cm, bliver Forholdene, som Fig. 350 viser; Skraa- jærnene skal da kun optage den til den uskraverede Trekant svarende Kraft, og deres Plads kan konstrueres, som tidligere angivet. Som Regel vil det dog være mere praktisk paa Forhaand at vælge ikke blot Bøjlernes, men ogsaa Opbøjningspunkternes Beliggenhed. Fig. 365 viser