Jærnbeton i Teori og Praksis

13 ud tilhøjre Paa en Længde dx af Stangen maa Summen af Adhæsionsspæn- dingerne være lig den Trækkraft, som Stangen paa Strækningen dx afgiver til Betonen; er Stangen cylindrisk med Diameter d, har man derfor: Tbj • nd ■ dx — I nd2 ■ ddj eller 4 ■= -j • rbj • dx d Fig. 9. hurtig overføres Fig. 8. til Be- Kurverne for rbJ og <r, bestemmer derfor hinanden. Hvis Adhæsionsspændingen fordelte sig ensformig over den indstøbte Over- flade (Fig. 6), maatte den til Stangens Udtrækning nødvendige Kraft / være proportional med den indstøbte Stanglængde, men talrige Forsøg har vist, al 1> vokser langsommere end Stanglængden. Eksempelvis fandt Bach den paa Fig 7 viste Variation af Glidespændingen; denne er afsat opefter som Ordinat, og'Indstøbningslængden som Abscisse; nedad er Jærnets maksimale Tryk- spænding afsat1). . Delte forklarer Mörsch paa følgende Maade8): Inder de paa Fig. - visle Forhold vil Jærnet ved « (Fig. 8) være strakt, mens Betonen er trykket. Ad- hæsionen maa derfor straks op- hæves umiddelbart ved Overfla- den, mens Friktionen virker og overfører Stangens Træk til Be- tonen, hvorved Spændingen i hægge Materialer aftager. Med Spændingen formindskes den ind- byrdes Forskydning, og i en vis Dybde naas derfor et Punkt, hvor den ikke er stærk nok til at overvinde Adhæsionen, men hvor Adhæsionsspændingen er lige under Brudværdien, og paa den følgende Strækning vil da Trækket i Jærnet meget tonen, saa al hægge Materialer bliver spændingsløse. I Fig. 8 er denne Spændingstilstand fremstillet ved neden til venstre, mens den tilsvarende Kurve til højre angiver Jærnets Nor- malspænding. Naar Trækket i Stangen forøges, skrider Glidningen et Stykke frem som de stiplede Kurver viser, og naar Trækket yderligere lorøges naas tilsidst Brudstadiet, hvis Spændinger er fremstillede ved fuldt optrukne Limer. Dersom Indstobningslængden er hc i Stedet for ae, falder Stykket ah af den optrukne Kurve bori, mens den øvrige Del af Kurven forb ivei uloiandie . Den samlede Glidemodstand vokser derfor ikke proportionalt med den ind- støbte Overflade, men væsentlig langsommere. Hvis Stangen trykkes ud af Betonen (Fig. 4), vil der ogsaa ved Jærns an- gens øvre Ende optræde Adhæsionsspændinger (Fig. 9), saa a Spændingskui- ven i Begyndelsen har to Kulminationspunkter, der. eflerhaanden som Dykke forøge rykker nærmere sammen for tilsidst, naar Maksxmallasten er naaet at fZ skmmen i den fuldi optrukne Kurve. Adhæs.ons- og Fr.kUonsspændm- .) Stængerne”blev trykket ud, Mørtlens Blandingsforhold var 1:3 (Zetoehr. d. Ver. deutsed. ^ÉisenMonbau 1912. S. 69. Den grafiske Fremstilling her afviger „»get fra Mörsch’. en punkteret Linie for-