Universets Undere
II. BIND

AF EN MULDVARPS HISTORIE 25 er det for at søge efter Regnorme, der er dens sædvanlige Kost, men lejlighedsvis varieres Spiseseddelen med en død Mus, en Snegl eller endog en levende Frø eller Fugleunge. Regnorme er imidlertid den daglige Hovedkost, og da de ikke inde- holder overvættes megen Næring, og Muldvarpen maa arbejde haardt, er det ikke saa underligt, at den er i høj Grad graadig og altid mere eller mindre sulten. Men Sult gør pirrelig og bringer i ondt Lune, og naar Muldvarpe mødes, kommer de da ogsaa som Regel op at slaas og fortsætter Tvekampen, indtil den ene Part er bidt ihjel, — hvorefter Sejrherren holder Festmaaltid paa den overvundne Rival. I Marts og April opsøger Hannen sig en Hun, men det er tvivlsomt, om de no- gensinde som Ægtepar lever i fælles Bo. Naar Hunnen skal til at føde, bygger den sig i hvert Fald et Separatbo, nogenlunde i Stil med Hannens, men mindre og ikke fuldt saa kompliceret indrettet. Her anlægges den Rede, hvori det nye Aars Kuld skal komme til Verden, og det Kredsløb er endt, hvoraf kun nogle Hovedtræk her er skitserede i Tilknytning til de ledsagende Fotografier. HVORLEDES EN KYLLING BLIVER TIL DET er vel nok de færreste, der opfatter et Hønseæg som et af Naturens Undere, og dog kan det med fuld Føje kaldes saa. Thi hvor forunderligt er det ikke, at der af dette flydende Stof indenfor den hvide, porøse Skal under visse Temperaturbetingelser i Løbet af ca. 19 Døgn udvikles et Fuglelegeme, hvori Livet pulserer. Før vi følger Gangen i denne Omdannelse, maa vi gøre os klart, at langt Størstedelen af Æggets Indhold, »Hviden« — som i raa Til- stand jo ikke er hvid, men gennemsigtig, — og »Blommen« slet ikke deltager i Fosterdannel- sen, men kun har Betydning for den lille, kreds- runde Skive, man ser ligge ovenpaa Blommen, naar man slaar et Æg itu. Det er udelukkende denne ubetydelige Plet, der er selve »Kimen«, ET HØNSEÆGS INDRE PAA ET TIDLIGT UD- VIKLINGSTRIN. Kimskiven er endnu rund. d. v. s. det eneste i Ægget, som bliver til Kylling. Hele Resten tjener blot til Føde for denne Kim, som Skallen jo afskærer enhver Tilførsel af Næring udefra og fra Moderen. Paa et ituslaaet Æg er der foruden Hviden, Blommen og Kimen endnu adskil- ligt at lægge Mærke til. Vi ser to perlesnorlignende Strænge, der fra Blommen strækker sig ud mod hver sin Pol af Ægget. Disse Hvidestrænge holder Blomme- kuglen hængende paa Plads, saa at den altid indtager samme Stilling, flydende midt i Hviden. Blommen selv er ikke en ensartet Vædske, men bestaar i Virkelig- heden af talrige, koncentriske Lag af skiftevis hvid og gul Blomme — et Forhold, der dog ikke er saa let at se. Undersøger vi endelig Skallen, vil vi se, at den ind- vendig er beklædt med en Hinde, som ved den tykke Ende af Ægget viser sig dobbelt. Efterhaanden som Rugningen skrider frem, vil det inderste Lag af Hinden her fjerne sig mere og mere fra det yderste, saa at der mellem dem opstaar et Universets Undere. II. 4