Størst Udbytte af Legemligt og Aandeligt Arbejde
Første Del

91 sig nogle Gange, opgav den Jagten, Nu blev Glas- set taget bort, og Gedden svømmede frit mellem Smaafiskene, men vovede dog ikke at jage dem; den havde faaet tilstrækkelig meget „paa Snuden“ til at være bleven klog af Skade« Et andet Experiment med Fisk besvarede det længe omtvistede Spørgs- maal, hvorvidt disse Dyr kan høre. I en Dam med forskellige Slags Fisk lod Max Meyer lave et lille Aflukke med en snæver Indgang. Dyrene blev fod- rede paa bestemte Tider, men han begyndte nu til ganske uregelmæssige Tider at kaste Føde ud i det lille Aflukke, og saalænge denne Fodring stod paa, lod han en elektrisk Klokke ringe. Dyrene vænnede sig snart til at gaa ind i Aflukket og tage Føden dær, og da dette havde staaet paa i et Par Maaneder, lod han en Dag Klokken ringe uden at der blev ka- stet Føde ud. Alligevel stimede Fiskene sammen i Aflukket, saa at de nødvendigvis maatte have hørt Klokken og husket, at det betød Føde. Hvorlangt ned i Dyreriget en saadan Tilpasning lader sig paavise, er vanskeligt at afgøre. Darwin har efterladt nogle Optegnelser, som gaar ud paa, at selv Østers skulde kunne belæres af Erfaring. Længe før Jærnbanernes Tid spiste man Østers i Paris, men den lange Transport pr. Vogn fra Kysten havde na- turligvis til Følge, at Dyrene jævnlig var døde, naar de naaede Byen. Dette kunde hænde med hele Sen- dinger, medens andre var i fuldkommen god Stand. En nærmere Undersøgelse viste, at de fordærvede Østers altid var tagne paa dybt Vand, medens de friske var skrabede inde ved Kysten, hvor de var udsat for Ebbe og Flod. Derved havde de lært at lukke Skallerne, naar de kom til at ligge tørt, og saaledes bar de sig ogsaa ad, naar de blev bragt