Størst Udbytte af Legemligt og Aandeligt Arbejde
Første Del

131 for (jvf. Fig. 10), at man i Længden ingenlunde faar det mest mulige Arbejde udført ved strax at an- spænde sine Kræfter til det yderste. Og den øvede Arbejder veed naturligvis af Erfaring godt, hvor haardt han kan tage fat, naar han Dagen igennem skal kunne vedblive at præstere samme Arbejds- mængde. Han har med andre Ord et bestemt til- vant Arbejdstempo, som det slet ikke vil være let at faa ham ud af. Anvender man ham som Forsøgs- person og stiller den Fordring til ham, at han strax skal tage fat med fuld Kraft, vil dette næppe lykkes ham. Vanens Magt er for stor; han begynder i sit sædvanlige Tempo og arbejder sig først efterhaanden op til en større Præstation. Det er netop dette, vi ser ved P's Additioner i Fig. 25. At denne Kurve ikke er det tilfældige Resultat af et enkelt Forsøg, men stadig gentager sig for den paagældende For- søgsperson, fremgaar af Fig. 26. Den nederste punk- terede Kurve viser det gennemsnitlige Resultat af P's Additioner i tre Forsøg, som hvert varede i 45 Min. Ogsaa her findes i Begyndelsen en Stigning af An- tallet af Additioner, og den rutinerede Arbejder rø- ber sig deri, at de opnaaede Resultater i det enkelte Forsøg (Fig. 25) i alt væsenligt stemmer med de gen- nemsnitlige i Fig, 26. Som Modsætning til P's Arbejdskurve er foroven i Fig, 26 fremstillet en anden, der viser det gennem- snitlige Resultat af syv Forsøg, ligeledes med Addi- tion, udførte af N. Denne Forsøgsperson havde for adskillige Aar siden havt stor Færdighed i at regne, men nu havde han ikke mere Øvelse end den, de fleste Mennesker faar i det daglige Liv. Som Følge deraf havde han heller ikke noget bestemt Arbejds- tempo og kunde let opfylde Fordringen: strax at 9*