Størst Udbytte af Legemligt og Aandeligt Arbejde
Første Del

135 Halvdel end i første Halvdel, hvilket svarer til Ar- bejdsydelsens Formindskelse. Ved P's Forsøg, hvor Arbejdsydelsen, bortset fra de første fem Minuter, er omtrent konstant hele Tiden, er ogsaa Iltoptagel- sen gennemsnitlig den samme for Forsøgets første og sidste Halvdel. Resultatet bliver saaledes: Naar Individets Arbejdstempo ikke paavirkes af nogen Træthedsfølelse, vil Stofskiftet som Helhed være bestemt ved den Mængde Arbejde, der præsteres. Ganske anderledes kan Sagen stille sig, hvis Træt- heden bliver saa stærk, at den mærkes. Der kan da indtræde to forskellige Tilfælde. Hvis Individet giver efter for Trætheden og nedsætter Arbejdstempoet, vil Stofskiftet naturligvis aftage med Arbejdsydelsen; heri er intet mærkeligt. Hvis Individet derimod ikke giver efter for Trætheden, men tværtimod „tager sig sammen“ og søger at holde Arbejdsydelsen konstant trods Trætheden, hvorledes gaar det da? Til Besva- relse af dette Spørgsmaal er der anstillet talrige For- søg, som for Stofskiftets Vedkommende har ført til ganske overensstemmende Resultater. Hvad Arbejds- ydelsen angaar, kan det forekomme, at det virkelig lykkes Individet at holde den uforandret, men det kan naturligvis ogsaa hænde, at den trods al Anstren- gelse aftager noget. I begge Tilfælde bliver Anstren- gelsens Indflydelse paa Stofskiftet dog den samme. Hvad der sker, er netop det, vi tidligere har set som Følge af, at Individet „tager sig sammen“, anstrenger sig for at overvinde en fra ydre eller indre Forstyr- relser hidrørende Modstand. Stofskiftet forøges be- tydeligt, i meget stærkere Forhold end Arbejdsydel- sen. I Fig. 27 er fremstillet to Forsøg, som belyser dette nærmere. Ligesom ved de tidligere Gengivelser af