Støv

214 STØV baade godt og ondt, Lys og Mørke, skønt og uskønt. Og maaske da for en og anden det daglige Arbejde med at støve af vil blive mindre kedeligt og utiltalende, idet det kan sætte Tanker i Bevægelse, der gaa ud over det rent dagligdags. STØVETS NATUR OG OPRINDELSE. Det er altid vigtigt, naar man nærmere skal omtale noget, først at slaa fast, hvad man forstaar ved den Benævnelse, man benytter, med mindre Sagen er saa enkel, at ingen Misforstaaelse er mulig. Det er allerede antydet, at Støv ikke er et ensartet Stof, men at det endog kan være en overordentlig broget Blanding af de mest forskellige Ting. Vi ville søge at give en kort Definition paa, hvad vi forstaa ved Støv, idet vi herved benævne »faste Stofdele af saa ringe Dimensioner og Vægt, at de ere i Stand til at holde sig svævende i Luften i kortere eller længere Tid«. Vor Definition vil da vistnok ogsaa falde sammen med den almindelige Opfattelse. Det vil imidlertid let falde i Øjnene, at denne Definition ikke er særlig skarp, men at det er Stoffer af højst forskellig Vægt og Ud- strækning, der kunne hvirvles op og holde sig svævende alt efter Intensiteten af de Luftstrømninger, der ere den bevægende Kraft. Man tænke blot paa, hvorledes Vinden ved Vesterhavets Kyst kan hvirvle de lunge Sandmasser i Vejret, saa de fyge omkring som Sne- fnug, eller hvad en Hvirvelvind kan sætte i Bevægelse. I sidste Til- fælde kunne jo endog saa tunge Masser føres til Vejrs, at man vel aldrig vil falde paa at indordne dem under Benævnelsen »Støv«. — Paa den anden Side er der nedadtil næppe nogen Grænse. Det meste og det vigtigste af Støvets Bestanddele er netop saa smaat og af saa ringe Vægt, at vi end ikke under sædvanlige Forhold kunne se det med blotte Øjne, og at den allermindste Bevægelse i Luften vil holde det oppe i ubegrænset Tid. Som bekendt afslører en Solstraale, der gennem en Sprække falder ind i et mørkt Værelse, først rigtig Luf- tens Indhold af fine Støvpartikler, der absolut ikke ses ved alminde- lig Belysning. Dette Fænomen fremkommer jo nemlig ved, at de smaa Støvkorn bryde eller tilbagekaste Lyset fra Solstraalen saaledes, at de hver især blive som smaa Stjerner i det mindre oplyste Rum, idet Solstraalen i sig selv ikke er synlig, men kun de Punkter, den træffer. Det viser sig saaledes, at selv den i daglig Tale »reneste« Luft i Virkeligheden er opfyldt af en Uendelighed af fine, faste Be- standdele, og at der herfra er mange Overgangstrin til den Luft, der ligefrem er »tyk« af Støv, som man baade kan se og føle. Alt Støv maa betragtes som Forureninger i Luften. Spørgsmaalet bliver saa, hvorledes denne Forurening foregaar, hvoraf Støvet opstaar.