Vore Kunstgødninger
I Kvælstofgødninger i 1905

11 theoretiske Side ved Kvælstofs Forbindelse med Ilt paa Grundlag af en Mængde forskellige Forskeres Under- søgelser. Udgangspunktet for Salpetersyrefremstillingen er Luftarten NO Kvælstofoxyd, kaldet Kvælstoftveilte fra gammel Tid, som dannes, naar elektriske Gnister slaar gennem Luften. Julius Thomsen har forlængst ved sine termokemiske Undersøgelser vist, at der til Dan- nelsen af et Grammoleküle (30 Gram) NO af Kvæl- stof og Ilt kræves 21,575 Kalorier*), det er hvad man kalder en en dotermisk Proces, som kræver en meget betydelig Energitilførsel for at finde Sted. Er Iltningen tørst i Gang, saa at der er dannet Kvælstoftveilte, gaar den derimod let videre, og der dannes Kvælstofoverilte NÖ2, de bekendte røde Dampe, som bl. a. opstaa ved Opløsning af et Metal, f. Eks. Kobber i Salpetersyre. Kvælstofoverilte kan i Berøring med Vand give Salpeter- syre og Kvælstoftveilte, som atter kan iltes af Luftens Ilt til Kvælstofoverilte o. s. v. Salpetersyredannelsen foregaar altsaa i følgende tre forskellige Trin, hvoraf det første Skridt er endotermisk og kræver Energitilførsel, de to sidste derimod ex oter- miske og foregaar »af sig selv« ved Tilførsel af Luft og Vand. 1) N -]-0 = NO Kvælstoftveilte. 2) NO O = NO2 Kvælstofoverilte. 3) 3 NO2 -j- H2O = 2 NOsH -j- NO Salpetersyre-}-Kvælstof- tveilte. Det, det gælder om, er altsaa at danne Kvælstoftve- ilte af Kvælstof og Ilt, og hertil benyttes den høje Varme- grad, der frembringes i den elektriske Flammebue. Elek- triciteten benyttes, fordi den er den eneste, der endnu, praktisk talt, kan frembringe tilstrækkelig høj Varme- grad. Havde man andre Varmekilder, kunde man godt bruge dem, saaledes har allerede Bunsen for mange Aar *) Smig. f. Eks. Julius Thomsen: »Numeriske og theoretiske Re- sultater.« Kbhvn. 1905, p. 235. 2*