Beretning om det tredje danske Industrimøde i Nakskov
den 14de - 19de September 1868

107 Ting", font saamange Lærere sige; dette er ikke rigtigt; den er i Virkeligheden ikke nærmest en Ret til Materien, den er tvertimod efter sit Væsen en Ret knyttet til Personen, en Ret til personligt Brug, til Nytte eller Tilfredsstillelse, altsaa til noget Immaterielt. Men den er dog paa den anden Side en Ret, som forudsætter Jndfkrænkethed, som kun findes under denne Verdens Forhold, under Materiens Begrændsning. Hvad der paa engang kan tilhore Alle, Ideer, Tanker, kan efter Sagens Natur ikke gjores til Eneret for Enkeltmand; selv med den Materie, der er tilstede i ubegrændset Mængde, Luften, vi indaande, Solens Lys, er jo det Samme Til- fældet. Ejendommens Begreb er jo udelukkende Raadighed, og hvad der paa engang kan være til Raadighed for Flere, er ikke af det, der eies. Der kan ikke her finde Tilegnelse Sted, Udelukkelse af Andre, ikke som naar jeg siaber en Ting, koloniserer, besætter et Stykke Jord. Det Immaterielle kan heller ikke saaledes nøie betegnes; der er jo her en Uendelighed as Nuancer, og der mangler den Bestemt- hed, det Individuelle, kort, hvad der sikkert afgjor og betegner. Og som ingen egentlig Tilegnelse kan finde Sted, kan Særeiet her heller ikke vel bevares. Der er her ingen fortsat Udelukkelse af Andre mvlig. Alt dette er det næsten trivielt at bemærke, det er egentlig Alt en Gjentagelse af det Samme. Ideer er jo over det Endelige, altsaa ikke af det, der eies. At forbyde at tage Ideer, at efterligne, er altsaa ikke at hævde Ejendommen, Friheden, men at indskrænke den. Heri ligger, at det er meningsløst at tale om Patenttageres hellige Ret, om deres uforgængelige Eiendom og hvilke andre Phra- ser, der her mode os; men heri ligger ganfle vist ikke, at det ikke er forstandigt, ved den positive Lovgivning at give særegne Rettigheder, ejendommelige Indskrænkninger til Fordeel for Opfinderen. Hvor billigt er det ikke at belønne dem, der ofte med Uhyre Opoffrelse af Flid og Kræfter, ogsaa ofte af Penge, berige deres Medmennesker, disse Opfindere, der oftest ere fattige Folk, eller, hvis de eie Noget, ikke sjeldent sætte det til paa deres Bestræbelser. Fremmer det Op- findelser, gavner det derved tillige Samfundet. De fleste andre Monopoler tage fra Samfundet, gives paa dets Bekostning; dette skulde give til Samfundet, fremkalde Forbedringer, der ellers ikke vilde finde Sted. Publikum betaler, hvis Patenthaveren giver noget Bedre, giver Mere end Andre, ellers faaer han Intet, altsaa ganfle modsat de andre Monopoler, der give Mindre. Naar man nu til- med begrændser Tiden for Opfinderens Eneret, og det derefter bliver