Beretning om det tredje danske Industrimøde i Nakskov
den 14de - 19de September 1868

.</-? JT r . -w>- - 148 1) Er det ikke hensigtsmæssigst der, hvor ingen Foreninger ere igang, forst at virke for Oprettelsen afHuusholdningsfor- eninger fremfor Syge- og Alderdomsforeninger? Jeg er tilbøjelig til at mene, at det bør besvares bekræftende, naar Betingelserne ere tilstede for, at HUUsholdningsforeninger kunne lykkes. Lykkes de, synes det aabenbart det fordeelagtrgste. Som tid- ligere bemærfet, er det rimeligt, at et Medlems Aktier i omtrent 5—6 Aar ville uære indbetalte ved hans Ugebidrag af 6 Sk., Renter deraf og Andeel i Udbyttet. Saa behover han ikke længere at ind- betale Ugebidrag, men kan anvende det til at forsikkre sig Sygehjælp; hans Aktier voxe alligevel ved Renten til en Sum, der Udbetales ved hans Dod, saa han ei behover Begravelseshjælp, og hans An- deel af Udbyttet kan han enten anvende til at forøge sine Aktier med eller til at sikkre sig en Alderdomsunderstottelse. 2) Er det ikke hensigtsmæssigst, at Ugebidrag til Syge- kassen er forskjellig efter Alderen? Derom har jeg før sagt min Mening. 3) Er det ikke hensigtsmæssigt, at Centralforeninger til Gjenforsikkring af Sygekasser oprettes? Under Uheldige Omstændigheder, navnlig ved en usædvanlig Sygelighed til enkelte Tider, kan selv en forstandig organiseret Syge- kasse faae Underbalance et eller flere Aar. For at sikkre sig mod saadanne Uheld, synes det ønskeligt, at flere Sygekasser forene sig til en Centralforening, hvortil enhver Kasse indbetaler et uartigt Bidrag, for Under de nævnte Forhold derfra at faae en Erstatning. „Hjælpe- foreningen i Horsens" troer jeg har dette Formaal, men jeg kjender ikke nærmere dens Bestemmelser. 4) Er det ikke hensigtsmæssigst, at Begravelses- og Alder- d om s understøttelses foren in g er omfatte det hele Land? Ogsaa derom har jeg tidligere udtalt min Mening. Hellmann var enig med Ordføreren i, at man skulde vogte sig for at blande Velgjorenhed, Fattigvæsen og Selvvirksomhed sam- men i samme Selskab. Det var Elementer, der, knyttede til een Forening, absolllt maatte modarbejde hverandre istedetfor at arbeibe til samme Maal; thi Fattigvcrsen og Tvang flabe ikke Selvtillid og dermed folgende Ansporelse as egen Kraft, men Ligegyldighed og Slappelse. Dette spores kun i altfor hoi Grad ved den nu be- nyttede Jnterimsfattighjælp og den private Velgjorenhed, der paa mange Maader netop modarbejde den tilsigtede Selvstændighed ved