Beretning om det tredje danske Industrimøde i Nakskov
den 14de - 19de September 1868

 150 for heldigt, da det var et Formaal, som laa langt Udenfor det, at kjobe Levnetsmidler til en' billig Priis eller at faae Hjælp til at kunne blive helbredet paa Legemet. Aandelig Udvikling var vistnok ønskelig, men vedkom ikke Foreninger til Legemskraftens Bevarelse. Henviisningen til Schulze-Delitsch's Kreditforeninger passede ei heller for danste Arbejdere, der ikke vare faa nøjsomme som de tydske, for hvilke en ubetydelig Kredit kunde være af megen Betydning. As Hnusholdningsforeninger havde Taleren selv engang været en ivrig Beundrer, men han var nu kommen til den Anskuelse, at, naar man betragtede dem fra et mere almenokonomist Standpunkt, var det ikke langt fra at være en Chimære med den Nytte, de skUlde gjøre; de kunde passe ved en stor Fabrik eller i en afsides liggende Flække, hvor Detailhandelen var mindre Udviklet, men de egnede sig flet ikke for en ftørre By som f. Ex. Kjobeuhavn. Kjobte man sine Varer hos en Hoker, vidste man, hvad man gav for dem, men det vidste man ikke, naar man kjobte dem i en Forening, som Peer eller Ponl administrerede. Var det en dygtig Mand, som kom til at bestyre en saadan Forening, kunde den gaae, men hvis ikke var den udsat for at tilsætte den Smule Penge, Medlemmerne havde sammensparet. Den forrige Arbeiderforening havde i Kjobenhavn stiftet en Huusholdniugsforeniug, som imidlertid hurtigt sygnede heu, og hvor den nu var, vilde neppe Nogen kunne sige. Man maatte derhos tage med i Beregning, at hver Daler, man i en saadan Forening tjente, bidrog maaskee til at kaste en Spekhokerfamilie over paa Fattigvæsenet. Foreningen bliver let til en Forening om at drwe Hokeri i det Store og at konkurrere med Hokerne, iste- detfor at være en Forening af Konsumenter, som i Fælledsskab gjøre 8ndkjob af de Produkter, de bruge; thi de enkelte Medlemmer hente deres Varer der som hos Spekhokeren, og have ikke noget med den egentlige Styrelse af Selstabet at gjøre. — Hvad Syge- og Be- gravelseskasserne angik, var Taleren enig med Ordføreren i, at disse i Virkeligheden vare fallit i det Aieblik, de savnede en Tilgang af Ungdom og fllllde tære paa deres Kapital. Med de Elementer i Selftaberne, som nu engang vare der, vilde den Tid komme, at de allesammen nr a a tte gaae titgrunbe. Det var derfor en meget farlig Sag at ville begrunde disse Selskaber for længere Tid, ligesom det ogsau var farligt at begrunde saadanne Kasser for et snevrere Om- raade. Taleren vidste vel, at han for det sidste PUnkts Vedkommende var i Modsætning til den Betænkning, som var afgiven af den den