Schliemann's Udgravninger I Troja, Tiryns, Mykenæ, Orchomenos, Ithaka
Efter Dr. Carl Schuchhardts's Fremstilling

to o to Mykenæ. Virkelighedens Overensstemmelse med Schliemann’s Fortolk- ning af det antike Vidnedsbyrd ikke andet end øve en overraskende Virkning. De kritiske tydske Filologer smilede vel ad Sværmeren, der vilde have fundet den livagtige Agamemnon med Scepter og Sværd; men Dilettantismen, der lettere bringes i Be- geistring, kom, særlig i England, i stærk Bevægelse; den fulgte gjerne og ivrig den store Opdagers Fodspor og har ved „the great old man“’s Pen, fra hvilken Fortalen til Schliemann’s „Mykenæ" hidrører, erhvervet sig et blivende Mindesmærke. For at naa til en selvstændig Dom i dette store Spørgsmaal, maa vi underkaste de Beviser, hvorpaa Schliemann grunder sin Hypothese, en skarp Prøvelse. Disse Beviser sondre sig i to Dele: Begravelsesmaaden og Pausanias’ Udsagn. At alle Ligene skulde være begravede samtidig, har egenlig Ingen villet indrømme Schliemann, men at Gravene bleve tilkastede strax efter Bisættelsen, have Alle troet, og man har saa meget snarere taget det usandsynlige i en oftere gjentagen Oprodning med i Kjøbet, som Schliemann endog mente at maatte konstatere en senere Berøring og delvis Udplyndring af et af Ligene. Fornylig er det imidlertid lykkedes Dörpfeld, hvis tro- faste Samarbeide med Schliemann har bragt Videnskaben saa mangen smuk Berigelse, at kaste nyt Lys ogsaa over dette Punkt. I mundtlig Samtale søgte han især Oplysning- om, under hvilke Omstændigheder man havde fundet de uregelmæssige Plader af Skælkalk, hvormed Gravenes Vægge efter Schliemann’s Mening havde været beklædte; da han saa erfarede, at en af dem endog havde staaet paa et Lig, gik det op for ham, at Uordnen i Gravene ikke havde sin Grund i en skjødesløs Begravelse, men hidrørte fra, at Gravdækket, der maatte have været dannet af de nævnte Plader, var styrtet ned. Denne Opfattelse gav paa samme