Schliemann's Udgravninger I Troja, Tiryns, Mykenæ, Orchomenos, Ithaka
Efter Dr. Carl Schuchhardts's Fremstilling

Skaktgravenes Ydre. 201 førtes paa, ved Tilkastning med Grus, gjorde det umuligt at aabne den paany. Endvidere sluttede han af den store Ensartethed i Udstyrelsen af Gravene, i de Gjenstande, der vare medgivne de Døde og i Redskabernes Ornamentation, at heller ikke de forskjellige Grave kunde stamme fra forskjellige Tids- punkter, og at hele Anlæget saaledes maatte betragtes som en stor Massebegravelse. Den Rigdom, der omgav de Døde, tydede paa, at disse vare af fornem kongelig Stand; nogle umiskjendelige Tegn paa Uorden som den Eiendommelighed, at et af Ligene fandtes med Hovedet presset imod Brystet, og lignende, maatte være Bevis paa en hastig og ukjærlig Begravelse. Schliemann mente derfor ikke at burde nære Tvivl om, at det var Agamemnon’s og dennes Ledsageres Grave, han havde opdaget. Det bekjendte Sagn om den tragiske Skjæbne, der ramte Grækernes øverste Fører, idet han ved Hjemkomsten fra den trojanske Krig finder sin Throne og sin Gemalinde i en Andens Besiddelse og bliver snigmyrdet af denne, syntes træffende at forklare Gravenes rige og dog skjødesløse Tilstand. Og saa den paafaldende Overens- stemmelse med Pausanias, der i Mykenæ vil have set fem Grave for Agamemnon og hans Ledsagere og udtrykkelig siger, at disse laa indenfor Murene! Schliemann havde allerede i den lille Bog, der be- handler hans første Reiser og Forskninger (1869), udtalt, at der ved hin „Mur" ikke maatte förstaas dén omkring den nedre By, hvad man hidtil havde antaget, men derimod Borgens Fæstningsmur. Han foretog sine rnykenæiske Ud- gravninger kun i den Hensigt at gjenfinde de af Pausanias omtalte fem Kongegrave. Og da der saa strax i de første Maaneder kom fem aabenbart sammenhørende Grave for Dagen og i disse en Rigdom og en Pragt saa storartet, som en stolt Kongeslægt vel nogensinde har udfoldet den, kunde