Schliemann's Udgravninger I Troja, Tiryns, Mykenæ, Orchomenos, Ithaka
Efter Dr. Carl Schuchhardts's Fremstilling

Skaktgravenes Ydre. 205 De Mure, der hæve sig ved Gravens Vægge have efter al Sandsynlighed været bestemte til at bære Bjæl- kerne. Ved alt, hvad her er oplyst, viser sig nu et væsenligt Punkt i den hidtilværende Opfattelse af den mykenæiske Begravelsesmaade at være en Vildfarelse. Man har ikke tilkastet Gravene efter Bisættelsen af Ligene og end mindre af hvert enkelt Lig, men omhyggelig lukket dem med Plader, der anbragtes i forholdsvis betydelig Høide over Bunden. Det Lerlag, som Schliemann fandt over de Døde, er, hvad allerede Dörpfeld har bemærket, ført med af den Fugtighed, der er trængt ned igjennem Jordlagene. Bjælke- hovederne bevise, idet de fandtes dybt nede, at der endnu intet Grus var i Graven, da Loftet styrtede ned. Alt, hvad der laa over Lerlaget, er først kommet der ved Nedstyrt- ningen. Det var en Masse, der indeholdt mangfoldige smaa Benredskaber og Potteskaar, men ogsaa, som det flere Gange omtales hos Schliemann, tildels var „blandet med naturlig Jord, der var bragt derhen andetstedsfra“; ja, den første Grav skal endog have været helt fyldt med saadan almindelig Jord. Dette stemmer med den allerede ovenfor anførte Formodning, at den store Opfyldning var foretagen og Pladsen indhegnet, da Gravenes Lofter styrtede ned. Til Datering af de Gjenstande, der fandtes i Gravgruset, have vi saaledes Tidsrummet fra Gravenes definitive Luk- ning indtil Anlæget af Indhegningen at bevæge os i. Den Schliemann’ske Forestilling om en skyndsom og uærbødig Begravelse, et af Støttepunkterne for hans Aga- memnon-Theori, falder ligeledes Lil Jorden, siden det er beviist, at Uordnen i Gravene, Forrykkelsen og Sammen- trykningen af Ligene, hidrører fra Lofternes Nedstyrtning. Endvidere mangler der nu ogsaa enhver Grund til den Antagelse, at Ligene skulde være begravede paa engang. Naar Gravene vare lukkede med Plader ligesom Nutidens