Schliemann's Udgravninger I Troja, Tiryns, Mykenæ, Orchomenos, Ithaka
Efter Dr. Carl Schuchhardts's Fremstilling

206 Mykenæ. Familiebegravelser, kunde enhver ny Bisættelse finde Sted uden Vanskelighed. Der vil altsaa være Anledning til, ved Betragtningen af Gravenes Indhold særlig at henvende Op- mærksomheden paa, om der med Hensyn til Udstyrelsen skulde vise sig Forskjelligheder imellem de enkelte Grave eller maaske endog imellem Ligene i en og samme Grav, hvoraf man kunde udlede en Tidsafstand. Desværre lader det Spørgsmaal, om der har fundet en Forbrænding Sted i Gravene eller ikke, sig endnu ikke absolut afgjøre. Nogle sortegraa Smaabunker af et pulveri- seret Stof i Museet i Athen synes virkelig at være Aske. Ogsaa i beslægtede Grave saavel ved Heraion som i Spata og Volo er der fundet Aske. Men overalt synes ikke selve Ligene at være brændte. I Beskrivelsen af Gravene paa Palamidi ved Nauplia fremhæver Lolling udtrykkelig, „at de Døde ere bisatte i disse som ufortærede Lig, og at en Forbrænding af Ligene ikke er tænkelig." Ikkedestomindre har man netop der fundet betydelige Brandspor paa to Kar, og „i Rummet mellem Findestederne for disse to Vaser paa den frie Strimmel ved de Dødes Hovedgærde laa tyndt strøede Ben, der hidrøre fra Faar eller Geder; saadanne vare ogsaa enkeltvis spredte ud over Ligenes Plads; disse Dyreknokler saa vel som de to Vaser ere aabenbart efter Ofringerne for de Døde bievne lagte ved Ligene". Paa lignende Maade kan man i Mykenæ have bragt Brændofre og strøet Resterne af dem i Gravene. Men da Skeletterne ogsaa her ere fundne i ufortæret Tilstand, ja endog med indtørret Kjød og Huddele, maa man ligeledes for deres Vedkommende forudsætte Begravelse og ikke Forbrænding. At denne Begravelsesmaade afviger fra den hos Homer al- mindelig herskende Skik at brænde de Døde, tør ikke undre os. Endnu i de senere Grækeres Bevidsthed levede Erin- dringen om, at man forhen havde begravet Ligene. Herodot, Pausanias, Plutarch forestille sig saavel Pelops’ og Theseus’