Bidrag til Nydelsernes Fysiologi
som Grundlag for en rationel Æstetik

Sympati. 95 for Andre; og en mulig aandelig Rørelse, der forbliver skjult i Sjælens Dyb, har ingen Mulighed for at paa- virke Omgivelserne, medens paa den anden Side en vel fingeret Sindsbevægelse selvfølgeligt smitter lige saa godt som en virkelig. En uhildet Iagttagelse, der vogter sig for at se Fænomenerne i Belysningen af forudfattede Meninger, vil ogsaa let vise disses umiddelbare Smit- somhed. Vi komme i godt Humør ved Synet af det glade Ansigt uden at kende Aarsagen til dets Glæde — denne kunde for den Sags Skyld gærne være forstilt; vi kunne komme til at le ved at høre en hjertelig Latter uden at have nogen Anelse om, hvad der les af, endog uden at vide, hvem det er, der ler; men paa den anden Side vil der ikke vækkes nogen sympatisk Glæde hos os, om ogsaa En forsikrer os, at han indvendigt er jublende glad og vi have Grund til at tro det, naar hans Ansigt og Lader intet Vidnesbyrd bærer derom. Det spæde Barn ler med den Leende og græder med den Grædende, selvfølgeligt uden noget sjæleligt Ud- gangspunkt for Glæde eller Sorg; ja vi kunne komme til at smile eller kunne blive «bevægede» over for et Kunstværk, der træffende gengiver Glædens eller Sorgens Udtryk, skønt her jo da ikke kan være Tale om nogen aandelig Smitte. Hvor stor- denne sympatiske Magt er, som Sindsbevægelsernes ydre Tilsyneladelser have til at fremkalde de tilsvarende Fænomener hos Andre, det fremgaar maaske aller tydeligst af de Midler, som Vel- talenheden bringer i Anvendelse, naar det gælder om at henrive Tilhørerne. Drejer det sig om at røre en Jury, opflamme en Folkehobs Lidenskaber eller hensætte en Forsamling i religiøs Extase, da udretter den kolde, rolige Taler kun lidet, selv om han har de mest over- bevisende Grunde og de mest rørende eller heftigste