Bidrag til Nydelsernes Fysiologi
som Grundlag for en rationel Æstetik

Illusionen. '37 Forinden maa det dog være mig tilladt at gjøre en kort Digression for at aftinde mig med et æstetisk Begreb, som man maaske ellers vilde savne i det Efterfølgende. Skulde man stole paa den almindeligt gængse, tildels ogsaa den mere videnskabelige Forestilling om de Midler, hvor- ved Kunsten virker til Nydelse, saa maatte man til de aller fornemste og kraftigste, ofte aldeles uundværlige, regne Illusionen, Bedraget, det Forhold, at man over for et Kunst- værk forbigaaende bliver Genstand for en Fejltagelse, idet man paa Grund af dets Naturtroskab kommer til at antage det for den Virkelighed, hvoraf det kun er en Efterligning. Med Opnaadse af Illusionen synes Kunsten, «Naturens Efterligner», som den ofte er kaldt, eller i alt Fald nogle Kunstarter, at have naat deres absolute Højdepunkt —; fra et Synspunkt kan dette maaske være rigtigt; men der- med er det jo ikke sagt, at Illusionen selv har noget med Kunstnydelsen at gjøre, Fru Heiberg, der jo baade i højeste Grad besad Evnen til at frembringe Kunstnydelse for sit Publikum og havde tænkt meget over sin Kunst og dens Midler, var fuldt over- bevist om, at hele Vægten laa paa Frembringelse af Illu- sion. «Kun Et har bestandigt ligget mig paa Hjerte», skriver hun (Et Liv. IL 56), «det at frembringe en fuld- stændig Illusion, thi kun hvor denne opnaas, kunde der være Tale om en kunstnerisk Nydelse for Publikum, som for mig selv»; og efter i Paris at have set Mile. Mars i en god Rolle bemærker hun (ibid. I. 344); «Illusionen var opnaaet, det eneste, hvorpaa det kommer an for en virkelig god Tilskuer.» Teaterkritiker! og Publikum synes sædvan- ligt at være ganske enige med den store Aktrice i denne Opfattelse af Skuespilkunstens Virkemaade: kan man glemme, at man sidder i Teatret, kan man komme ind i den Fore- stilling, at det er Virkelighed, hvad man ser foregaa oppe paa Scenen, kan man rives saaledes med af denne Fore- Kunstbegrebets Mangel paa Homogeneitet ikke er af Vigtighed; de for- skellige Kunstformer kunne ikke paa Forhaand betragtes som solidariske; passer mine Betragtninger muligvis ikke paa Musiken, saa forringes deres Gyldighed for de øvrige Kunstarter ikke derved. Derimod vikle de selvfølgeligt ikke vinde noget i Styrke, dersom det viste sig, at de ogsaa sloge til for Musikens Vedkommende, hvad de ogsaa, saa vid inin Indsigt rækker, utvivlsomt gjøre.