Bidrag til Nydelsernes Fysiologi
som Grundlag for en rationel Æstetik

1 ßg Kunsten. stilling, at man kommer til at hade Skurkens Person og begejstres for den ædle Helt, saa er det Højeste naaet, som Skuespilkunsten kan yde, og hen imod dette Maal skal enhver Forestilling og enhver Iscenesættelse stræbe. Denne Opfattelse er jo mærkværdigt naiv. Der er ingen Tvivl om, at en saadan Illusion ofte frembringes i Teatret i alt Fald hos et mindre reflekteret Publikum; den giver sig jo ikke sjældent Udslag i en noget forstyrrende Intervention i den sceniske Skæbnes Gang ved Insulter eller Trusler mod Skurken o. dsl.; men det er indlysende, at i samme Øje- blik Illusionen indtræder, saa at man glemmer, at det er en Kunstpræstation, man har for Øje, og mener at staa over for Virkeligheden, i samme Øjeblik ophører ogsaa Kunstnydelsen; thi en saadan kan jo ikke fremkomme ved Oplevelsen af virkelige Begivenheder, hvor tragiske eller komiske eller rørende de saa for Resten ere. I stik Mod- sætning til Fru Heiberg's Ord maa man hævde, at «den virkelig gode Tilskuer» aldrig kommer i Illusion. Er det hændt nogen af hendes Beundrere et Øjeblik at glemme, at det var hende og ikke den virkelige Lady Teazle, han saa for sig paa Scenen, saa har han jo saa længe ikke kunnet nyde hendes uforlignelige Kunst; at overvære den virkelige Sir Peter’s og hans Gemalindes Kontrovers kunde maaske nok være en Slags Nydelse, men jo afgjort ingen teatralsk. — Og paa samme Maade gaar det med de bild- ende Kunster. Hvis den gamle Anekdote er sand, at Rembrandt's Genboere hilste over til det Vindue, hvor Kunst- neren havde stillet et Billed af sig selv og sin Hustru, i den Tro, at det var dem selv, man saa, saa er det jo klart nok, at de ikke havde nogen Kunstnydelse af Billedet, saa længe Fejltagelsen varede, hvormeget denne end senere, naar den var forbi, kunde forhøje Beundringen for Kunst- værket. — Det er, eller var maaske navnlig tidligere, en ret yndet Kunstsport at male Flader paa en saadan Maade, at Beskueren troede at have plastiske Former: Relief eller gen- nembrudt Arbejde for sig — man erindre f. Ex. Loftet i Milano’s Domkirke; vilde man skaffe Nogen en Nydelse ved denne illuderende Kunstform, maatte man, som det falder af sig selv, røbe ham Sagens Sammenhæng; saa længe han troede at have et plastisk Kunstværk for sig, kunde Malerens Kunst selvfølgeligt ikke fremkalde nogen Nydelse hos ham; o. s. frmd. Illusionen kan derfor til en vis Grad være et