Bidrag til Nydelsernes Fysiologi
som Grundlag for en rationel Æstetik

1/2 Kunsten. bevægelsernes og Lidenskabernes legemlige Udtryk. Dette gælder i alt Fald den store Skulptur, den klassiske og dennes mere moderne Affødninger. Selv ved den videst drevne Polykromi synes her de nøgne Dele, Øjnene und- tagne, i det Højeste at have faaet en let og ensformig Farvetone. Hudens større eller mindre Blodholdighed, hvoraf Sindsbevægelserne i en saa væsenlig Grad faa deres Fysio- gnomi, har Skulpturen saaledes intet Udtryk for, og dog forstaas dens emotionelle Svulmen eller Kollaps kun uklart, naar den ikke faar sin Kommentar i den ledsagende tarveskiftning. En Fremstilling af Skrækkens, Glædens, Raseriets Billede uden Farvernes Hjælp kommer ikke alene til at savne et vigtigt Udtryksmiddel, men staar let i Fare for at blive fysiologisk tvetydig eller meningsløs. Paa dette Omraade maatte Billedhuggerkunsten altid falde igen- nem i Konkurrencen med Maleriet; det kan da forstaas, at den har foretrukket ikke at indlade sig paa Kappestriden eller i alt Paid at søge sin væsenligste Opgave andensteds. Et andet Spørgsmaal bliver det, hvorfor den overhovedet har givet Afkald paa en realistisk Anvendelse af Farver og saaledes indskrænket sine Virkemidler paa en tilsyneladende ufornøden Maade. Det stod jo i dens Magt at give sine Menneskeskikkelser naturlige Farver og saaledes fjærne Hindringen for den fuldkomne Gengivelse af det emotio- nelle Udtryk; og man skulde synes, at Opfordringen hertil maatte være saa meget desto større, som Farvernes An- vendelse her maatte falde simplere og lettere end i Maler- kunsten, hvor Formerne ikke forud ere givne, men ogsaa skulle tilvejebringes ved Farvernes Hjælp. Jeg tror, at der er sagt og skrevet meget om Polykromiens Berettigelse i Skulpturen for de nøgne Deles Vedkommende; men man er vist næppe kommen til nogen tilfredsstillende Forklaring af den ved første Øjekast jo ganske paafaldende Uvilje, som Billedhuggerne vise mod den naturalistiske Farvning af Huden hos deres Figurer. Heller ikke tiltror jeg mig at kunne give Gaaden en fuldt tilfredsstillende Løsning; men jeg vilde henstille, om det ikke her kunde dreje sig om en — maaske ren instinktmæssig og uklar, men i sig selv vel begrundet — Frygt for lejlighedsvis at fremkalde Illu- sion, den mest ukunstneriske af alle Virkninger (sml. S. 137 f.). Man tænke sig en plastisk Gengivelse af en Menneske- eller Dyreskikkelse, naturalistisk i sin Form og dækket af en fuld- komment naturtro Farve — hvorledes skulde det undgaas,