Bidrag til Nydelsernes Fysiologi
som Grundlag for en rationel Æstetik

Skulpturen. 173 at den lejlighedsvis toges for et virkeligt Menneske eller Dyr, og saa var det jo ude med Kunstnydelsen. Der kan som Illustration hertil henvises til ethvert Vokskabinet eller «Panoptikon». I disse Etablissementer bestræber man sig jo gærne for at faa Publikum til at gaa i (ælden ved at anbringe en eller anden naturalistisk udført Dukke ude paa Tilskuerpladsen, hvor den i Reglen for en Tid opnaar at blive antaget for et virkeligt Menneske af de Besøgende og saa længe selvfølgeligt ikke vækker nogen Beundring. Det er aabenbart, at Billedhuggeren her kunde komme til at kompromittere sin kunstneriske Opgave og det desto lettere, jo fuldkomnere, jo mere naturtro, hans Gengivelser vare.*) Naturligvis var det paa ingen Maade altid, ved alle Arter af plastiske Fremstillinger, at Farvningen vilde medføre denne Risiko; men stødte man jævnligt paa Til- fælde, hvor man havele paa Følelsen, at den var utilbørlig, saa er det let forstaaeligt, at man, i den Tro her at staa over for en almengyldig æstetisk Lov, generaliserede og drog ogsaa de Tilfælde, hvor Farvningen vilde have været ufarlig, maaske endog nyttig, ind under Loven. Men nogen principiel Indvending mod naturalistiske Farvers Anvendelse kan der næppe gjøres, og det kan derfor heller ikke be- tragtes som umuligt, at Polykromien engang kan faa en langt større Anvendelse i Skulpturen, end den hidtil har havt. At denne Kunstart derved vilde vinde i Popularitet, idet den vilde faa bedre Betingelser for Stemningsvækkelsen, synes utvivlsomt, om end Farvemanglen ikke er det Eneste, der hidtil har staaet den i Vejen i saa Henseende; vil den kappes med Malerkunsten paa disse Enemærker, saa maa den opgive sin relative Sky for borgerlige Emner; vi røres nu engang mindre af de høje Guders eller store Poten- taters Glæder og Sorger end af vore Jævnliges. — I Beundringen have vi altsaa Hovedkilden til den Nydelse, der føles over for Billedhuggerkunstens Værker; *) Det vilde være alfor mærkeligt, om man aldrig var faldet paa at forsøge Virkningen af realistisk farvede Skulpturer; i Virkeligheden gjorde man i sin Tid — ogsaa udenfor Vokskabinetterne — Portræt- buster af Voks med naturtro Farver; men de behagede ikke, fordi man, som en fransk Kritiker fra Begyndelsen af forrige Aarhundrede meget betegnende siger, fandt dem «trop ressemblants».