Bidrag til Nydelsernes Fysiologi
som Grundlag for en rationel Æstetik

I 8 o Kunsten hold som paa alle Kunstens Enemærker, var gennem- gribende. Vedbleve Malerkunstens Emner end langt ind i Renæssancetiden at være religiøse, saa blev Repertoiret dog rigere, idet man drog hele Bibelhistorien og alle Helgenlegenderne ind under det, og Behandlingen blev mere genremæssig, der lagdes mindre exklusivt an paa Stemningsvækkelse, medens de rent kunstneriske Mo- menter: Farve- og Formgivningen, Kompositionen o. s. v. fængslede Interessen og i kort Tid gjorde de umaade- lige Erobringer, som Kunsten senere længe har levet paa. Men i samme Grad, som dette skete, og Hovedvægten blev lagt paa det Tekniske — i dette Begrebs videste Forstand — i samme Grad slap Malerkunsten selvfølge- ligt sit Tag i den store, ukyndige Mængde og kunde kun tilfalde forstaas og nydes af de Indsigtsfulde, Ken- derne, og det saa meget mere, som Emnerne efterhaan- den ogsaa bleve mere og mere profane, særligt mytolog- iske, og valgtes uden Hensyn til Fremkaldelse af sym- patiske Stemninger. Det var en Kunst, ikke for Menig- mand, men for de Amatører og Mæcenater, der samle- des i Villa Farnesina eller Palazzo Té; for at nyde den, krævedes hele den Kunstinteresse og Kunstforstand, hvoraf Renæssancetidens dannede Kredse i saa høj Grad vare, eller affekterede at være gennemtrængte. Det blev stedse mindre og mindre Stemningen, mere og mere Beundringen, som Kunstnydelsen kom til at af- hænge af. Men en Kunstretning, der alene eller blot over- vejende hviler paa Beundringens Nydelse, maa, som vi ovenfor (s. S. 130 f.) have set, efter sin Natur nødvendig- vis ende i Rutinen og dø deraf, som det da ogsaa skete med det italienske Renæssancemaleri. Den Malerkunst, der under denne Afdøningsproces var fremblomstret i