Bidrag til Nydelsernes Fysiologi
som Grundlag for en rationel Æstetik

38 Nydelsesmidlerne i Almindelighed. naar den skyldes Tabet af en kær Ven, og Lystfølelsen ved Vreden gaar let tabt, naar man kommer i Tanker om det Utilbørlige i at lade sig beherske af den o. s. frd. Muligvis bør der clog her, som jeg ogsaa allerede har antydet, gjøres et Par Undtagelser. Først maa det indrømmes, at Glæden for saa vidt har en priviligeret Stilling, som den altid og under alle Omstændigheder er en Nydelse, hvilket ikke er Tilfældet med de øvrige Affekter; men navnlig derved, at den kan vedblive at fungere som Lystfølelse bestandigt, saa længe den over- hovedet kan holdes vedlige, medens Sorgen, Angsten, Spændingen o. s. v. mer eller mindre hurtigt tabe Evnen til at berede Nydelse og derfor ogsaa kun anvendes kortere Tid ad Gangen i dette Øjemed; man trættes ved dem, og deres Virkninger slaa da over i deres Modsætning. Dette maa selvfølgeligt bero paa en Forskel i de fysiologiske Grundbetingelser, og hvori denne bestaar, derom lader der sig i alt Fald opstille en Formodning. Sindsbevægelsernes vasomotoriske Fænomener ere i Reglen af spastisk Natur, bestaa i en aktiv Sammen- trækning af Karrenes Muskler enten med Udvidning eller Forsnævring af de fine Arterier til Resultat. En saadan spastisk Kontraktion vil efter nogen Tids Forløb føre til Træthed af de paagældende Nerver og Muskler; den vil da vanskeligt kunne holdes vedlige og være ledsaget af et subjektivt Ubehag — om just ikke af samme Karakter som det, der ledsager Træthed af de vilkaarlige Muskler; det drejer sig her om en Art af «aandelig» Træthed. Sindsbevægelsen er da ledsaget af en Følelse af Ubehag og forsvinder endeligt, selv om den Aarsag, der har kaldt den tillive, vedbliver at være tilstede. Med Glæden turde det nu imidlertid forholde sig paa en noget anden Maade; dens fysiologiske Ækvi-