Studier over Kjøbenhavns Befolkningsforhold i det 17.Aarhundrede, særlig omkring Aaret 1660
Forfatter: J.A. Fridericia
År: 1890
Sider: 264
UDK: 312(489) Fri gl
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Kjøbenhavns Befolkningsforhold i det 17. Aarh. 251
Dette Tal er fremkommet ved en Række Mini-
mumsberegninger og er derfor sandsynligvis for lavt.
Det vil dog have sin Interesse at prøve denne Minimums-
beregning med det Minimumsresultat, man kan naa ti]
ved Anvendelse af Daabslisterne og den af Rubin brugte
Metode, ihvorvel det maa erindres, at denne Forf.’s Un-
dersøgelser og Resultater gjenncmgaaende ikke ere
knyttede til et enkelt Aar, men til Decennier. Til
Grundlag for en Beregning af Folketallet for 1660 er det
vel rettest at tage Daabslisterne ikke blot for dette Aar,
men ogsaa for et Aar før og efter. Dette giver et gjen-
némsnitligt Daabstal af 843. Multipliceres nu dette Tal
med 30 og fradrages 10 p. C., som Rubin mener er det
største Fojludslag, som Multiplikatortallet 30 kan give
Anledning til1), faa vi et Minimumstal af 22761. Det
viser sig saaledes, at Rubins og vor Minimumsberegning
vilde føre til samme Resultat, et Minimumsfolketal af
c. 23000.
At Folketallet i 16(50 i Virkeligheden har været nogle
Tusinder større, har svaret til Daabstallet efter ovenstaa-
ende Beregning, nemlig 843, multipliceret med 30 uden Fra-
drag af 10 p. C., og altsaa udgjort c. 25000, er efter det fore-
gaaende sandsynligt nok. Udover dette Tal er der dog
paa Basis af vor Undersøgelse ingen Grund til at gaa,
og Sandsynligheden for, at Multiplikatortallet 30 skulde
forøges opefter, er ogsaa, i Følge Rubin2), langt ringere
end for, at det skal forringes nedefter.
Det turde derfor staa fast, at i Aaret 1660, i hine
mindeværdige Dage, da Belejringen sluttedes og Hoved-
') Rubin S. 507.
2) Rubin S. 502.
Historisk Tidsskrift. 6. R. II.
17