Kosmos IV
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

137 de komplementære Farver alene. Dlaat seer man slct ikke, og et merkt Rodt, som Gsenskinnet af en Ildebrand, er i Norden saa sseldent, at Silsestrom kun har iagttaget det en eneste @ang.10 Nordlysets Lysstyrke naaer, selv i Fin- marken, aldrig ganske Fuldmaanens. Allerede for lang Tid siden har jeg paastaciet, at der sandsynligvns var en Forbindelse mellem Polarlyset og Dan- nelsen „af de mindste og fineste Cirrus-Skyer (som Landmændene sædvanligen kalde Lammest per), hvis paral- lele Rækker i ligestorc Afstande fra hinanden fordctmeste folge Retningen af den magnetiske Meridian," og denne Paastand har i den seneste Tid fundet mange Forsvarere; men dct er endnu uafgjort,11 om disse Rækker af Lam me sky er, som den nordiske Reisende Thienemann og Admiral Wrangel mene, cre Nordlysets Grundlag (Substrat), eller om de ikke snarere, som Capt. Franklin, Dr. Richardson og jeg formode, frem- bringes ved en meteorologisk Virksomhed, der ledsager det magnetiske Uveir og fremkaldes ved dette. Ligesom disse meget fine Cirrus-Skyer (Bandes polaires), der ere regel- mæssigt ordnede i Retninger, der nærme sig den magnetiske Meridian, har ogsaa Co »verge nspunktern es Dreiniiig meget levende befljæftiget mig i det mexicanske Heiland (1803) og t det nordlige Asien (1829). Naar Mænome- net er ret fuldstændigt, blive de to tilsyneladende Conver- genspunkter ikke faststaaende, det ene i Nordost, det andet i Sydvest (i Netninzen af den Linie, som forbinder de hoieste Punkter af de om Natten lysende Nordlyöbuer med hinanden), men de bevæge sig eftcrhacmden mod Ost og Vest.12 I Fin- marken 13 har man nogle Gange med megen Neiaglighed iagttaget en aldeles lignende Dreining eller Flytning af den Linie, som t det virkelige Nordlys forbinder Toppene af Lys-