Kosmos IV
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

67 2) Meteorologi sk-geologiske Kilder, d. e. saadanne, hvis Middelvarme beviisligt er forhsiet ved Jordvarmen. Disse Kilder have Aar ud og Aar ind, hvorledes endogsaa Regnsordelingen er, en hoiere Middelvarme end Lusten (de Varmeforandringer, de vise i Lo- bet af Aaret, frembringes ved Jordbunden, som de lobe igjennem). Forffjellen mellem Miodelvarmen af en meteorologist-geologist Kilde og Luftens Middelvarme afhcenger af den Dybde, hvortil Meteorvandet er sunket ned i det bestandig tempererede Indre af Jorden, for det igjen tommer tilsyne som Kilde; denne Storrelse har folqelig ingen klimatologist Interesse. Men Klimatologen maa kjende disse Kilder, for at han ikke skal tage Feil og antage dem for reent meteorologiske. Ogsaa de meteorologifl-geologiste Kilder kunne nærme sig til Luftens Middelvarme paa Grund af Omgivelserne, hvorigjennem de bevccge sig. — Kilderne bleve iagttagne paa visse bestemte Dage, 4 til 5 Gange om Maaneden. Der blev omhyggeligt taget Hensyn til den Hoide over Havets Overflade, hvori snavel Jagttagelsessteoet for Luftvarmen fem de enkelte Kilder befandt sig." Efter at have fuldendt Bearbeidelsen af sine Marienberger Iagt- tagelser har Dr. Hallmann tildragt Vinteren 1852— 1853 i Italien og i Apenninerne foruden de scedvanlige Kilder egsaa fundet nogle, som vare abnormt kolde. Saaledes kalder han „de Kilder, som beviis- ligeU bringe Kulde med ned fra Heiden. Disse Kilder ntaae antages for Underjordiske 21 fløb fra hoitliggende aabne Soer eller underjordiske Vandmasser, hvorfra Vandet i Mcengde rast styrter ned igjennem Spalter og Kloster, for at bryde frem som Kilde ved Foden af Bjer- get eller Bjergstrcekningen. Det Væsentlige ved abnormt kolde Kilder er altsaa, at de ere for kolde for den Holde, hvor de komme frem, eller, hvad der bedre betegner Forholdene, de komme frem paa et Sted paa Bjerget, der ligger for dybt i Forhold til deres lave Varmegrad." Disse Anstuelser, der ere udviklede i forfte Bind af Hcrllmanns „Tem- peratttrverhältniffe der Quellen" har Forfatteren forandret noget i an- det Bind S. 181 —183, fordr enhver meteorologisk Kilde, hvor nær den end ligger ved Overfladen, dog altid faner noget af Jordbundens Varme. 61 (S. 182) Humboldt, Asie centr. T. II. p. 58. Om de Grunde, der gjore det meet end sandsynligt, at Caucasus, der i % af sin Lanigde mellem Kasbegk og Elburuz stryger D.S.D.—V.N.V. paa en Middel-Parallel af 4*2° 50', er en Fortsættelse af den vulkanffe Spalte ved Asseral) lAktagh) og Thian-schan, s. d. a. St. p. 54-61. Begge, A s feral) og Thian-schan, ligge med Ubetydelige Afvigelser mel- lem Parallelerne gjennem 4OO2/3 og 43°. Den store aralo- caspiske Fordybning, hvis Fladeindhold ifolge Struves noiagtige Maalin- ger er nccsten 1680 geogr. Qvadratmul (tørre end hele Frankrig (d. 5*