Kosmos IV
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

bage 1295, bevise Vidnesbyrdene fra Gupot de Provins og Jaques de Vitry, at der idetmindste 60 til 70 Aar for Marco Polos Reise blev seilet efter Compas i de europæiske Have. Benævnelserne zohron og aphron, som Vincenz af Beauvais i sit Naturspeil gav Magnetnaalens Sydende og Nordende (1254), tyde ogsaa paa arabiske Sofolk som de Mellemled, ved hvilke Europæerne have faaet det chinesifle Compas. De tyde hen paa det samme lærde og driftige Folk paa den asiatiske Halvo, hvis Sprog saa oste forekommer lemlæstet paa vore Stjernekort. Efter hvad jeg her har bragt i Erindring, kan det vel neppe være nogen Tvivl underkastet, at den almindelige An- vendelse af Magnetnaalen ved Europæernes Skibsfart paa Oceanet er udgaaet fra Middelhavets Bækken efter det tolvte Aarhundrede (og maaskee tidligere i indskrænket Maalestok). Den væsentligste Deel deri maa tilskrives de mauriske Lodser, Genueser, Venetianer, Mayorcaner og Catalaner. De sidste naaede under Anførsel af deres berømte Somand Don Jaime Ferrer 1346 til Udløbet af Rio de Ouro (n. Br. 23° 40') paa Afrikas Vestkyst; og efter Raymundus Lullus (t hans nautiffe93ftrf, Fenixdelasmaravillasdel orbe 1286) have Barceloneserne allerede længe for Jaime Ferrer benyttet Sokort, Astrolabier og Socompas. Ligeledes var der naturligvHs over Middelhavets Bæk- ken udbredt Kundsiab om Størrelsen af den magnetifle Afvig- ntng, der samtidigt ved Overlevering fra China var kjendt af indiske, malapiste og arabiske Sofolk (Variation blev det allerede tidligt uden nogen Tilsætning kaldt). Denne Rettelse, som er saa nødvendig for Skibsfarten, blev dengang mindre bestemt ved Solens Op- og Nedgang end ved Po- larstjernen, og i begge Tilsælde meget usikkert, dog blev den