Kosmos IV
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

76 det foranderligt Maalelige i Rummet, saavelsom en Udvidelse og Fuldendelse af den, af Gauß saa storartet udkastede, ma- th em at i ske Theorie af Jordmagnetismen, er det bedste Middel samtidige, paa mange, godt valgte, Punkter paa Jorden fortsatte Iagttagelser af alle tre Elementer af den magnetiste Virksomhed. Men hvad ærefuldt jeg selv venter af en Forening af Forso g og den mathematiske Tankefor- bindelse, har jeg allerede udtalt paa et andet Sted og oplyst med Erempler 7e. Intet af hvad der foregaaer paa vor Planet, kan tæn- kes uden i kosmisk Forbindelse; selv Ordet Planet leder os til Afhængighed af et Centrallegeme, til Forbindelse med en Gruppe af Himmellegemer af meget forftjellig Størrelse, som sandspnligviis have samme Oprindelse. Meget tidligt har man bemærket Solhvidens Indflydelse paa Ittringerne af Jordens Magnetkraft; tydeligst ved Opdagelsen af de daglige Forandringer; mindre klart, som Kepler et Aarhundrede ifor- veien anede, at alle Planeternes Arer magnetisk ere rettede mod en og samme Himmelegn. Kepler siger udtrykkeligt: „at Solen er et magnetisk Legeme; og at der derfor t So- len ligger den Kraft, som bevæger Planeterne."77 Masse- Tiltrækning og Tyngde fremtraadte dengang under Symbol af magnetisk Tiltrækning. Horrebow^, som ikke forverlede Tyngde med Magnetisme, er vel den forste, der har kaldt Lysvirkningen „et Nordly s, der bestandigt udvikles i So- lens Atmosphære ved magnetiske Kræfter." Nær- mere ved vor Tid fremtræde Anskuelserne af den Maade, hvorpaa Solen virker, bestemt adskilte (og denne For- skjellighed i Meningerne er meget mærkværdig). Man har enten tænkt sig, at Solen, uden selv at være magnetisk, kun virkede paa Jordmagnetismen ved Foran-